Amagerbanken er gået konkurs, fordi den har nedskrevet sine tilgodehavender med 3 mia. kr.
Det er de samme tilgodehavender, som banken havde ved sin seneste rekonstruktion. Intet tyder på, at de lån er blevet bedre eller dårligere i løbet af tre måneder. Det er de vanvittige kreditter til boligspekulanter, som banken hele tiden har været plaget af.
De kloge folk, vores samfund sætter til at overvåge de kriseramte banker, har et enormt forklaringsproblem. De har fulgt Amagerbanken tæt i flere år og har sagt god for flere redningsplaner. Nu viser det sig (måske), at der hele tiden har været så stort et hul i bankens kasse, at den ikke stod til at redde.
Det kan ikke både være rigtigt, at banken skulle rekonstrueres for tre måneder siden, og at den skulle gå konkurs i søndags.
Hvis redningsplanen for tre måneder siden var for optimistisk, burde statens folk have sagt fra.
Hvis bestyrelsens nye vurdering af lånene var for pessimistisk, burde statens folk have sagt fra.
Det er derfor, vi sætter kyndige myndighedspersoner ind. De sidder der på vores allesammens vegne, og de er udpeget til opgaven, fordi de er i stand til at gennemskue indviklede økonomiske sammenhænge.
Undersøgelser har vist, at chimpanser er lige så dygtig til at investere i aktier som børsmæglere. Måske er sosu-assistenter lige så gode til at overskue forholdene i banksektoren som statens eksperter. I alt fald kan jeg tydeligt huske indslag fra tv-avisen fra den seneste generalforsamling i Amagerbanken. Her blev en række småaktionærer spurgt, om de troede, at banken nu var reddet. De svarede alle sammen med et skævt smil, at de håbede det, men ikke for alvor troede på det.
Nu har de tabt deres penge, og det vidste de godt. Det skal de også nok overleve.
Hvor mange af de ansvarlige har mon tabt penge på den sag?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar