For snart 10 år siden skulle vi have en markedsføringsstrategi i Tankegang. Den gruppe, som arbejdede på sagen, kom ud med et utraditionelt forslag: At gøre mig berømt.
Idéen var, at det skulle smitte af på Tankegang, og måske også på de priser, vi kunne tillade os at tage for vores arbejde. Idéen fængede slet ikke. Gruppen forsøgte med et forslag om at udstyre mig med kunstnernavnet Glen Starman. Det grinede vi af, men det fik ikke overbevist nogen om det geniale i selve strategien.
Nu tager jeg den lige så stille op igen. Min blog er nu nået op på omkring 25 læsere, og jeres tillid vil jeg nu misbruge til at lancere mig selv som kommentator. Jeg står hermed til rådighed for aviser, radiokanaler, tv-stationer og andre nyhedskanaler, som står og mangler en udtalelse.
Bare ring og stik et emne ud - så leverer jeg et par citater, der passer ind i jeres form.
Mine kvalifikationer? Jeg kan sige tingene kort og let forståeligt. Jeg er god til at finde et billede på en situation. Jeg ved lidt om næsten alting, og sådan rent tv-mæssigt har jeg et godt smil. Mere behøver man vel ikke?
Emnerne? Jeg er fleksibel. Politik, sport, finans, bolig, dyr, børn og sex. Kom bare med det. Luftfart, filosofi og kammermusik kan jeg også sagtens udbrede mig om i et minut. Til de mere specielle emner vil jeg gerne have mindst et kvarters forberedelse.
Så er der nogle specielle emner som journalistik, kommunikation, kommunal organisation og strategi, miljø, affald, vand, spildevand, løb og bridge. Der har jeg decideret ekspertviden og har det vigtigste baggrundsstof på rygraden.
Nu lægger jeg bredt ud med denne generelle appel. Det kan være, efterspørgslen viser sig at være særlig stor på et par områder. Så vil jeg selvfølgelig satse på dem. Målet må være, at blive betegnet som "ekspert". Det kræver, at man har udtalt sig om et bestemt emne op til fem gange. Gode citater bliver jo lynhurtigt spredt mange steder på nettet, så nogle få medieoptrædender om et specifikt emne giver nemt 100 linjer på Google.
Okay. Jeg er klar. Ring 5373 1202. Så har du en god udtalelse inden en halv time, og du er med til at føde en ny ekspert.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar