Nettjenesten Wikileaks har sat verden på den anden ende, og nu er læk-fabrikken selv kommet i skudlinjen. Mange kritikere mener, at det er direkte skadeligt, når Wikileaks offentliggør dokumenter med indberetninger fra amerikanske ambassader verden over.
Argumentet lyder, at dialog er det 21. århundredes bedste middel til fred. Den metode dyrker ambassadørerne, og det kan være ødelæggende for deres arbejde, at deres mellemregninger bliver afsløret.
Jeg synes, det er noget sludder.
Dialog og åbenhed går hånd i hånd, og det er vel ikke hemmeligheder, der ændrer holdninger. Tværtimod. Åbne dagsordener tvinger folk til at argumentere offentligt for deres synspunkt, og så er det sværere at forsvare krigerisk adfærd.
Men jeg kan godt forstå, den amerikanske udenrigstjeneste er ked af, at deres dokumenter ligger frit fremme på nettet. For de afslører, at ambassadørerne bruger en stor del af deres arbejdstid på at indrapportere ligegyldigheder og selvfølgeligheder. En ambassadørs vurdering af Sarkozy, Berlusconi eller Helle Thorning-Schmidt kan da være meget underholdende. Men det har næppe nogen større betydning.
Det er selvfølgelig lidt problematisk for USA, at der ligger en bramfri beskrivelse af det gennemkorrupte russiske samfund fra landets udsendte i Moskva. Men det er jo ikke ny viden. Det har stået i mange internationale aviser, inden ambassadøren sendte sit notat hjem til Washington.
Jeg forsvarer ikke alt, hvad Wikileaks foretager sig. Jeg har heller ikke læst de dokumenter, som tjenesten har offentliggjort.
Men som udgangspunkt er det godt for verden og for fred og retfærdighed, at der findes sådan en kanal. Folk, der sidder inde med vigtig viden om magtmisbrug, korruption og overgreb kan lække dokumenter til Wikileaks, så verden kan reagere.
Internettet gør verden mere åben og gennemsigtig. Internettet gør det sværere at opretholde diktatur og censur, men ikke umuligt.
Derfor er der brug for Wikileaks og alle andre kanaler, som giver de undertrykte og censurerede mulighed for at bringe deres viden og synspunkter frem.
Og tænk så lige på, at de lækkede dokumenter ikke har kostet ét menneskeliv. Åbenhed er ikke så farligt, som modstanderne tror.
1 kommentar:
"Derfor er der brug for Wikileaks og alle andre kanaler, som giver de undertrykte og censurerede mulighed for at bringe deres viden og synspunkter frem.".
Det er et meget højstemt leje.
Cui bono? er et væsentligt spørgsmål i denne sammenhæng og jeg kan ikke se, hvordan dette for alvor bliver de undertrykte og censurerede til gavn. Foreløbig har WikiLeaks iflg. Kristeligt Dagblad i dag bragt et par iranske informanters liv i fare og gavnet den iranske efterretningstjeneste.
Nu vil der måske være dem, der betragter den iranske efterretningstjeneste som repræsentant for "de undertrykte og censurerede", men det gør jeg ikke. Hvad det angår at hævde at uhæmmet åbenhed er godt for freden - tja, så vil jeg sige, at ingen af mine erfaringer fra vennekreds, arbejdsplads og familie understøtter den tese.
Der er forskel på åbenhed og uhæmmet åbenhed. Når lille Emma siger til onkel Anton, "mor siger du har en rød næse" er det nok uhæmmet åbenhed, men næppe godt for familierelationerne.
Fred og forsoning i såvel små som store sammenhænge skabes netop ved, at man ikke siger alt hvad man mener. Desuden har wikileaks åbenhed den svaghed, at den har slagside.
Den viser bagsiden af de demokratiske landes facade, men ikke diktaturernes.
Så desværre nej:
Intet tyder på, at de for alvor undertrykte og censurerede får noget ud af WikiLeaks.
Send en kommentar