fredag den 7. maj 2010

Radiogave til Kloge-Åger

Her til nytår fik jeg en masse penge af regeringen. Det var da pænt af de kære folk at bevilge mig en skattelettelse på flere tusinde kr. om måneden. Men jeg synes, det var fjollet og den helt forkerte måde at bruge den fattige stats penge på.
Nu er der tilsyneladende en kæmpe mediegave på vej til mig. Kulturminister Per Stig Møller vil snuppe 125 mio. kr. om året fra DR og give dem til en privatdrevet konkurrent til P1. Det er mere end dobbelt så meget, som P1 koster DR i dag.
Det betyder, at jeg personligt får cirka dobbelt så meget for min licens. Jeg lytter til P1 ca. 15 timer om ugen og ser måske tv i 5 timer.
En supplerende talekanal med fokus på samfund, politik, kultur og internationale forhold er ren guf for mig. Med 125 mio. kr. vil kanalen kunne tilbyde virkelig attraktive programmer. Samtidig er jeg sikker på, at det nuværende P1 bliver endnu bedre, selv om DR skal betale for den nye kanal. DR vil naturligvis tage konkurrencen op, og det har den gamle statsvirksomhed hidtil gjort rigtig godt på radiosiden.
Så velfungerende, hel- eller halvintellektuelle, samfundsengagerede mennesker med hang til radio får virkelig en gave, hvis regeringens forslag til medieforlig bliver til virkelighed.
Det er godt for os.
Men bortset fra det - er det lige så skørt som skattelettelsen. Der mangler ikke P1-agtige radioprogrammer i det nuværende mediebillede. Det behov udfylder DR faktisk glimrende og til lytternes tilfredshed.
Den største trussel i medieverdenen er de grundlæggende økonomiske vilkår for at skabe uafhængig journalistik, lokalt, regionalt og landsdækkende. Google napper mediernes annonceindtægter uden selv at producere indhold. Så der bliver færre og færre journalister i Danmark, som arbejder med nyhedsformidling. Det problem skal Per Stig Møller og co. bidrage til at løse i det nye medieforlig, og det sker altså ikke ved at flytte nogle midler fra DR til en ny radiokanal.
Staten støtter i dag dagbladene med over 2 mia. kr. Dels til at dele aviser ud og dels som indirekte tilskud ved, at dagbladene ikke betaler moms.
Disse penge kan bruges mere intelligent, når vi nu ved, at nettet er den stærkeste nyhedskanal og om få år er den helt dominerende. Det er bestemt ikke nemt at finde den rigtige model, men på en eller anden måde skal statens støtte gå langt mere målrettet til at skabe uafhængig journalistik.
Det har hele samfundet brug for - og ikke bare en verdensfjern gruppe kloge-Åger, som holder af fordybelse i P1.
For mig er det ikke et ideologisk spørgsmål om at holde snitterne fra DRs penge. Hvis der mangler 125 mio. kr. for at få den nye, intelligente mediestøtte til at gå op, kan de for min skyld godt nappe pengene fra licensmidlerne. Det er trods alt kun 5 % af DRs budget, og vores allesammens penge til medier skal bruges bedst muligt. Det er ikke et mål i sig selv at styrke DR - men heller ikke det modsatte.

Ingen kommentarer: