Den engagerede journalist

Skal en journalist være en objektiv iagttager, der rapporterer nøgternt om faktuelle kendsgerninger, eller må journalisten have et personligt engagement i de sager, hun skriver om?
Det spørgsmål er blevet aktuelt igen efter at Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik har fortalt, at han arbejdede som agent for den israelske efterretningstjeneste i 1950erne og 1960erne, mens han skrev for Information og Politiken.
Set med nutidens briller gik Pundik over stregen. Langt over.
En journalist på et uafhængigt dansk dagblad udfører ikke opgaver for en efterretningstjeneste. I forhold til de centrale myndigheder er journalisten den fjerde statsmagt. Man kan ikke være på lønningslisten hos dem, man skal se efter i kortene.
Pundiks og Israels historie er helt speciel. Hans læsere er sådan set ikke blevet snydt, for Pundik har altid gjort det klart, at han var på Israels side. Han har været frivillig soldat i Israel, da staten blev dannet i 1948, og han boede halvdelen af tiden i Israel, da han var chefredaktør på Politiken.
Men den principielle diskussion er stadig interessant. I denne uges udgave af Mennesker og Medier fortalte Herning Folkeblads chefredaktør Alex Nielsen om avisens store engagement i lokalsamfundet. Bladet er flyttet ind i et gigantisk mediehus sammen med biblioteket, DGI og flere reklamebureauer og andre medievirksomheder. Radiovært Lasse Jensen havde tydeligvis svært ved at forstå, at avisen skulle indgå i en slags symbiose med andre aktører. Han var bekymret på den kritiske journalistiks vegne. Kan man nu være sikker på, at avisen vil skrive kritisk om DGI eller om en aktivitet, som en af dens samarbejdspartnere er involveret i?
Det kom der en fin diskussion ud af, og det er hverken sort eller hvidt. Det er helt oplagt for en moderne lokal medievirksomhed at være en aktiv del af lokalsamfundet. Det er simpelthen nødvendigt for at overleve, fordi der er så mange andre informationsleverandører i dag. Men avisen skal naturligvis holde fast i sit særkende, som blandt andet er at være vagthund.
Vi kender det fra sportsdækningen. Herning Folkeblad holder med FC Midtjylland, og Fyens Stiftstidende holder med OB. Sådan er det. De landsdækkende aviser holder med det danske landshold og med de danske soldater i Afghanistan. Det  er sådan en uudtalt aftale mellem dem og læserne/lytterne/seerne. Men det betyder ikke, at deres dækning er tendentiøs.
Det afgørende for modtagerne af journalistens arbejde er det journalistiske engagement. Brænder journalisten for at fortælle historien? Det gjorde Pundik, det gør Herning Folkeblad og det gør tusinder af andre reportere landet over. Så må de leve med beskyldninger om at være partiske.