Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti opfordrer på hver sin måde DR til at offentliggøre den famøse lydfil i den hastigt voksende lækagesag. Filen er en privat optagelse, som ifølge filminstruktør Christoffer Guldbrandsen dokumenterer, at forsvarsministerens pressechef lækkede oplysningen om Jægerkorpsets mission i Irak i 2007. Kilden ønsker at forblive anonym.
Politikerne er på helt gale veje, når de forsøger at presse DR. De skal holde nallerne langt væk. Kildebeskyttelsen er en forudsætning for den pressefrihed, som er så vigtig en del af vores demokrati. Enhver borger kan henvende sig til en journalist med en fortrolig oplysning og forlange at få sit navn beskyttet. Det er med til at forhindre korruption og svindel i den offentlige administration, og det er et dagligt værktøj for flere hundrede danske journalister. Talrige historier starter med et tip fra en anonym kilde. Det handler om stort og småt og behøver slet ikke at have så skandaløst et omfang som den aktuelle lækage-sag.
Jyllands-Postens chefredaktør Jørn Mikkelsen sagde i forrige uge i Mennesker og Medier på P1, at kildebeskyttelsen er som en graviditet. Man kan ikke være 50 % gravid - og man kan ikke yde 50 % kildebeskyttelse. Jeg er helt enig, og derfor er politikernes forslag om at omgå kildebeskyttelsen på den ene eller den anden måde i den aktuelle sag håbløse.
Hårene bør i øvrigt rejse sig på enhver journalist, når politikerne begynder at lægge pres på DR, eller på TV2, Jyllands-Posten eller andre medier. I denne sag har Venstres ordfører tidligere opfordret TV2 til at fyre Kaare R. Schou, som nu er sendt på tvungen afspadsering.
Vi vil allesammen gerne høre den lydfil, og DR vil naturligvis meget gerne offentliggøre den. Det vil være en kæmpe nyhed, som kunne blive breaking news i mindst en halv dag.
Når DR holder sig tilbage, er det alene på grund af kildebeskyttelsen, og det bør alle politikere være glade for og rose DR for. Det viser, at man kan stole på DR - og på de øvrige medier. Hvis en journalist lover at beskytte en kilde, holder journalisten løftet. Det er en forudsætning, som ikke må briste.
Det har været fremme i debatten, at DR kan blive tvunget til at hæve kildebeskyttelsen, fordi der er tale om en meget alvorlig sag. Det er mest forkert og en lille smule rigtigt.
Hvis du fortæller mig en hemmelighed, og jeg lover at holde bøtte, kan politiet ikke tvinge mig til at røbe hemmeligheden eller dig. Det kan kun en domstol, hvis oplysningen er afgørende for en sag, som domstolen behandler. Hvis jeg har fået hemmeligheden som journalist, kan jeg kun blive tvunget til at vidne, hvis hemmeligheden er afgørende for en sag, hvor en person står til mindst to et halvt års fængsel.
Men der skal være en retssag, hvor journalisten er indkaldt som vidne, og journalisten kan kære dommerens afgørelse.
Så der er ingen automatik i, at journalister skal røbe deres kilder, blot fordi politikere, Forsvarsministeriet eller andre medier mener, at sagen er meget alvorlig og kan medføre flere års fængsel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar