I går var jeg i Aalborg og Holstebro med en kollega. Da vi kørte ind i Frederikshavn efter en lang dag med møder og kørsel, regnede vi os frem til, at det havde 3,5 time at køre fra Holstebro til Frederikshavn.
Det plejer jeg at kunne gøre på 2 timer og et kvarter. Årsagen var naturligvis snevejret.
Det var ikke anstrengende at køre, men den realistiske marchhastighed lå på 80 km/t.
Alligevel føltes tiden bestemt ikke lang. Jeg har kørt hjem fra Holstebro mange gange, og turen i går var den korteste, jeg kan mindes på den strækning.
Det skyldtes selvfølgelig det gode selskab. Min kollega og jeg snakkede hele vejen hjem, både fagligt og privat. Og en hel del ligegyldig snak.
Historien illustrerer, at tid er en underlig størrelse. På den ene side er det strengt matematisk og indiskutabelt, hvor lang tid en begivenhed tager. På den anden side kan kort tid føles lang og omvendt.
Hvor tit har du ikke prøvet at have travlt og sidde og vente på grønt lys i trafikken? Der kan 12 sekunder føles som en evighed. Omvendt kan man sætte sig foran computeren og surfe lidt og måske nappe et par spil - og vupti er der gået to timer på ingen tid. Så er 12 sekunder en evighed, mens to timer er et øjeblik.
Følelsen af tid afhænger af dig selv - og dermed kan du også selv styre det. I princippet kan du selv bestemme, at tiden aldrig falder dig for lang, eller at du ikke lader dig presse af tiden.
Det er to fornuftige beslutninger at træffe og at forsøge at leve op til. Hvis du tager situationen i lyskrydset, så skifter det ikke til grønt ved, at du råber eller trommer irritabelt på bilrattet. Det eneste resultat er, at du forstærker din egen frustration. Stress og vrede kan få dig til at køre hasarderet til fare for dig selv og andre.
Vi har allesammen travlt engang imellem, og vi har allesammen nogle kedelige, tidskrævende opgaver. Betragt det som et vilkår og lad være med at lade dig irritere over tiden.
Den er nemlig ligeglad og går bare videre, uanset hvordan du opfører dig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar