onsdag den 3. februar 2010

Dyrere smøger på plakaten

Rundt omkring i bybilledet møder vi det smilende par Helle Thorning-Smidt og Villy Søvndal, som reklamerer for dyrere smøger. "10 kroner mere for en pakke cigaretter giver råd til bedre kræftbehandling", lyder budskabet.
De to toppolitikere er lidt for pæne og ser retoucherede ud, men ellers er det en superplakat, som jeg kan bifalde af tre grunde:
1. Sundhed
2. Kommunikation
3. Politik
Sundheden først. Det er en indlysende god idé at hæve cigaretprisen med mindst 10 kr. pr. pakke. Ikke for at få penge i statskassen, men for at få flere til at holde op med at ryge og færre til at begynde. Det giver de pågældende mennesker et bedre og længere liv, og samfundet sparer sundhedsudgifter.
Kommunikationen er god, fordi det enkle budskab fortæller, at politikerne må prioritere. Det er nemt at give skattelettelser, øge servicen og indføre tilskud til dit og dat. Men det hænger ikke sammen rent økonomisk, og Danmark får i år et underskud på statsfinanserne på op imod 100 mia. kr. I den situation skal politikerne prioritere, og en fornuftig afgift på cigaretter er bedre end en skattelettelse til de rige. Synes jeg.
Endelig er der det politiske. Det er skønt, at S og SF sammen melder offensivt ud og fortæller, hvad de vil. Det er nemt og billigt at kritisere alverdens ting hos den siddende regering, men det scorer man højst billige point på. Vælgerne vil vide, hvad S og SF vil gøre i praksis, når de får regeringsmagten, og det er kampagnen et godt eksempel på.
Ja, der er nogen, som vil fare frem med, at de to røde partier blot vil hæve skatter og afgifter i én uendelighed. Lad dem bare gøre det. Det giver kun ekstra opmærksomhed til S og SF.
Den sikre måde at tabe et valg på er ikke at turde fortælle vælgerne, hvad man går ind for. Det har Socialdemokraterne haft tendens til i Foghs regeringsperiode, men det ser ud til at ændre sig nu.
Tak for det.
Så skal Løkke & co. nok dumme sig resten af vejen hen til afskedsaudiensen.

Ingen kommentarer: