Helle og Villy - prøv noget nyt

S og SF satte autopiloten til, da de forleden reagerede på regeringens nye plan, det såkaldte arbejdsgrundlag: Kritik, kritik, kritik. Budskabet var, at regeringens økonomiske politik ikke hænger sammen, og at arbejdsgrundlaget vanen tro mest består af hensigtserklæringer.
Det har de ret i.
Men samtidig indeholder arbejdsgrundlaget en del udmærkede forslag, som S og SF kan bakke op, eller som de tidligere selv har stillet. Blandt andet vil regeringen nu pludselig gerne hæve afgifterne på tobak og spiritus.
De to røde partiledere kunne derfor have valgt en overraskende position - at rose oplægget og erklære sig klar til at forhandle om det. Det ville dels give opmærksomhed, og så ville det bringe Lars Løkke i defensiven.
Der er to fortilfælde i nyere tid. Da Lars Løkke skulle have kommunalreformen igennem, lagde han an til forlig med Socialdemokraterne, der sammen med Venstre sidder på næsten alle borgmesterposter i Danmark.
Men inden Socialdemokraterne overhovedet var indkaldt til forhandling, havde Dansk Folkeparti sagt ja til oplægget. "Bare fortæl os, hvor vi skal skrive under". Det efterfølgende forløb var bizart. Regeringen forhandlede i realiteten med Socialdemokraterne og ændrede sit oplæg flere gange, men S endte med at stemme imod, mens Dansk Folkeparti som bebudet stemte for.
Det andet eksempel var SFs deltagelse i det seneste forsvarsforlig. Partiet havde på forhånd besluttet sig for at være med. De borgerlige ville gerne have folkesocialisterne koblet af, men det var ikke muligt, for SF sagde ja til alt. Dansk Folkeparti spøgte bagefter med, at SF også ville have sagt ja til at anskaffe atomvåben, hvis det var blevet foreslået.
På samme måde kunne S og SF have rost Lars Løkkes og regeringens 10 visioner om Danmark i år 2020 og bedt om at komme i forhandling om dem. Jeg kan ikke forestille mig, at de to partier er modstandere af de luftige hensigtserklæringer fra visionen, og en omklamring af Lars Løkke ville  have frarøvet ham initiativet.
Nu kan han vanen tro konkludere, at oppositionen ikke vil noget og så indgå sine aftaler med Dansk Folkeparti og gøre klar til et valg, hvor han maler et skræmmebillede af et uansvarligt alternativ til den nuværende regering.
Det er helt fantasiforladt og fører sandsynligvis ikke til sejr. Men det er den eneste strategi, V og K har og den har virket flere gange. Det kunne være forfriskende at prøve at bryde det gængse mønster, som vælgerne garanteret er møgtrætte af.