I dag udløber den første frist for, at landene fra klimatopmødet i København melder tilbage til FN om deres egen indsats med at nedsætte forbruget af CO2.
Resultatet bliver sikkert ikke imponerende. Der kommer svar fra under 50 lande, og selv om de huser over 75 pct. af jordens befolkning, er det stadig meget langt fra en global aftale. Det er træls, og det er meget utilfredsstillende, at to års intense forberedelser op til mødet i Bella Centret ender i noget nær ingenting. En uforpligtende hensigtserklæring, som få lande har sagt ja til, er milevidt fra det mål, FN og den danske regering samt hundredvis af organisationer satte op.
Alligevel er der ikke dømt total fiasko. For regeringsledere og ministre kan ikke bestemme alt. De formulerede nogle fine visioner i Rio og i Kyoto, og hvad skete der i virkeligheden? Intet. CO2 forbruget er steget siden.
Befolkninger retter sig ikke efter internationale konventioner. De handler ud fra deres egen virkelighed, og her er der nyt håb. For mens klimapolitikerne har snakket sig selv ned i skyttegravene, så har klimadagsordenen virkelig fået tag i befolkningen.
Vi bruger mindre strøm derhjemme. Vi isolerer vores huse. Vi installerer solvarme og jordvarme. Tusinder af kommuner i den vestlige verden vedtager ambitiøse klimastrategier og fører dem ud i livet. Varmeværker og elforsyninger investerer i vedvarende energi, og industrien udvikler løbende produkter, som bruger så lidt energi som muligt.
Lige om lidt skal vi til at køre i elbiler, og vi er begejstrede over udsigten til, at vindmøllerne kan hente energi til vores køretøjer om natten.
Det er en gigantisk lavine, som ingen politikere kan stoppe. Vi betragter det som sund fornuft at bruge vedvarende energi og at gøre det med omtanke.Vi ved, at kul, olie og gas løber tør. Vi ved, at vi kan klare os uden, og vi ved endda, at det ikke vil ruinere os.
Ansvarlige virksomheder er dem, der belaster klimaet mindst muligt. Vores samfunds trendsættere går ind for det grønne. Det gælder både erhvervsfolk, kunstnere og forskere. Det påvirker hele samfundet på kort og langt sigt.
Klimarevolutionen er i gang, og den stopper ikke, uanset hvor talentløst Lars Løkke klarede sig i Bella Center.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar