Jamen - er det ikke?

Forleden var jeg til et arrangement med professor Flemming Poulfelt fra det, der på dansk hedder Handelshøjskolen i København. Det foregik på Energi Randers, og jeg satte mig på forreste række. 5 minutter før kick-off kom en mand målrettet gående hen imod mig, stak næven frem og sagde med et meget stort smil: "Hej Stener".
Jeg gav ham et kraftigt håndtryk, smilede og tænkte som en gal. Der var ikke så meget som en lillebitte juleklokke, der ringede.
"Jeg bliver nødt til at se på dit navneskilt", sagde jeg til den venlige mand. Der stod Jesper Søegaard Sahl, og så bliv mit smil større end hans.
Jesper var en af mine rigtig gode legekammerater hjemme på Snerlevej i Holstebro. De boede i nummer 62, som var henne på næste stikvej, men det var også lige omme på den anden side af vores plankeværk. Vi har gravet huler, kørt race på cykler og lavet en masse ulykker sammen.
Jeg husker specielt en gang, vi skulle på tur til Sahls sommerhus ved Limfjorden. Jesper og jeg forberedte os i en uge med at skære ålerør til. Da vi ankom til sommerhuset, kunne det ikke gå stærkt nok med at lægge rørene ud i vandet, og så skulle vi stå op næste morgen kl. 4 eller 5 for at hente dem ind.
Om natten fik jeg den mest forfærdelige omgangssyge, så Jesper måtte hente alle rørene alene. Og der var ikke én ål i.
Jeg har ikke set ham i 30 år, og kun hørt ganske lidt om ham. Så det var dejligt at konstatere, at han har gennemført en superflot karriere, og i dag sidder som divisionsdirektør i Energi Randers.
Selv om jeg ikke kunne genkende ham, da han stak næven frem, var der intet problem, da jeg først så navneskiltet. Det særlige smil er helt uforandret.
Jeg mener selvfølgelig også, at jeg ligner mig selv på en prik - jeg er måske blevet lidt kønnere!