torsdag den 19. juni 2008

Hindbærsnitter hitter

Appropos sundhed - så smager hindbærsnitter dejligt. Det har været kendt længe, men først i går blev jeg opmærksom på, at man selv kan bage dem. Det er ikke ret svært, og resultatet er... himmelsk.
Solle tager afsked med årets børnehaveklasse om en uge, så hun har lovet at give hjemmebagt kage. En mormor havde bagt hindbærsnitter, som blev et stort hit, så Solle ville gøre hende kunsten efter.
Hindbærsnitter stod ikke på vores bagerepertoire, så Solle fik den glimrende idé at prøvebage en portion, inden hun kastede sig ud i opgaven til børnene.
Man tager en pakke smør, et par æg, en del sukker og lidt mel og ælter og ruller ud til 2 plader, som bager et kvarter i ovnen. Så er man klar med hindbærmarmelade, glasur og det farvede krymmel. Marmeladen på 1 af pladerne, den anden plade ovenpå, glasur på og så krymmel. Mens det er varmt, skæres stangen ud i snitter af passende størrelse.
Jeg kunne næsten ikke vente, til de blev kølige nok til at spise, og de var altså langt bedre end Guldbagerens. Langt bedre. Smør er simpelthen perfekt til al hjemmebag.
Og så er der det med sundheden. Hindbærsnitter og andre kager er en del af en varieret kost. Det er en misforståelse at bilde hinanden ind, at vi ikke må få fedt og sukker. Det skal vi have - det er sundt og smager godt.
Det usunde er, hvis du ikke motionerer, og hvis du ikke spiser kød, grønt og frugt. Men det er ikke syndigt eller usundt at spise en god kage.

Ingen kommentarer: