For et par år somre siden mødte jeg en mand ved en dansk turistattraktion. Han kiggede længe på mig, så lyste hans ansigt op, og han udbrød glad: Gyldig rejsehjemmel! Det er da dig, ikke?
Det måtte jeg så indrømme. Manden var fra Randers Kommune og havde deltaget i et arrangement 7-8 år tidligere, hvor jeg havde fortalt en historie om gyldig rejsehjemmel.
Den kunne han meget tydeligt huske, men både mit og Tankegangs navn stod ikke klart for ham.
Her kommer så historien, som stadig holder.
Alene med tog
Jeg var 11-12 år og skulle til en tennisturnering i Herning. Jeg skulle alene med tog for første gang i mit liv. Jeg var egentlig ikke nervøs, for det var ret simpelt: Holstebro, Aulum, Vildbjerg, Herning. En halv time, og så ville jeg stå på Herning Station.
Min mor fulgte mig til banegården og købte en billet. Det var sådan en gulbrun papskive, som man fik lyst til at bide i. Jeg lagde den et sikkert sted, og da toget kom, fandt jeg hurtigt en tom kupé, hvor ingen pladser var reserveret. Jeg vinkede farvel til min mor, og alt var trygt og godt. Tøftøf.
Jeg hørte konduktøren åbne døren ind til en af de andre kupéer og råbe: Nye passagerer? Og i samme øjeblik så jeg et skilt ude på gangen med den skæbnesvangre tekst:
Sådan én havde jeg ikke, og jeg anede ikke, hvad det var. Jeg havde kun den papbillet, vi lige havde købt. Jeg spekulerede ikke over, hvad en gyldig rejsehjemmel kunne være. Her og nu gjaldt det om at overleve mødet med konduktøren.
Tilståelse eller nonchalant
Der var 2 muligheder:
1. Aflægge fuld tilståelse og sige, at jeg kun havde en billet - og ikke vidste, at jeg også skulle have en gyldig rejsehjemmel.
2. Ligne én, der har lommerne fulde af gyldige rejsehjemmeler og nonchalant vise konduktøren billetten.
Jeg valgte det sidste. Og havde heldet med mig. Selv om manden i den sorte uniform kunne se, at jeg svedte tran og havde klamme hænder, godtog han min billet og undlod mirakuløst at spørge til min rejsehjemmel.
ID-kort?
Da skrækken var ude af kroppen, blev jeg enig med mig selv om, at jeg nok måtte få fat i sådan en karl til næste gang. Jeg forestillede mig, at det var et slags id-kort, man skulle udfylde for at have ret til at køre med DSB.
Det fik jeg aldrig gjort, og siden hen kørte jeg tit med tog uden at spekulere nærmere over den mystiske tekst på skiltet.
Først mange år senere fandt jeg ud af, at gyldig rejsehjemmel er en billet eller et kort.Det kunne de bare have skrevet.
Skræmmer borgerne væk
Pointen i historien er, at fagsprog skræmmer kunder væk. Jeg følte mig som en andenrangs togpassager. Jeg følte mig dum. Og jeg turde ikke engang spørge. For når det står på et skilt, må enhver da vide, hvad det betyder.
Så mit råd til gode kommunale folk i Randers og resten af landet er: Undgå gyldig rejsehjemmel. Brug ord og vendinger, som borgerne forstår. Ellers støder I dem fra jer.
Selv de klogeste mennesker forstår enkle budskaber. Og det gør vi andre også.
Det måtte jeg så indrømme. Manden var fra Randers Kommune og havde deltaget i et arrangement 7-8 år tidligere, hvor jeg havde fortalt en historie om gyldig rejsehjemmel.
Den kunne han meget tydeligt huske, men både mit og Tankegangs navn stod ikke klart for ham.
Her kommer så historien, som stadig holder.
Alene med tog
Jeg var 11-12 år og skulle til en tennisturnering i Herning. Jeg skulle alene med tog for første gang i mit liv. Jeg var egentlig ikke nervøs, for det var ret simpelt: Holstebro, Aulum, Vildbjerg, Herning. En halv time, og så ville jeg stå på Herning Station.
Min mor fulgte mig til banegården og købte en billet. Det var sådan en gulbrun papskive, som man fik lyst til at bide i. Jeg lagde den et sikkert sted, og da toget kom, fandt jeg hurtigt en tom kupé, hvor ingen pladser var reserveret. Jeg vinkede farvel til min mor, og alt var trygt og godt. Tøftøf.
Jeg hørte konduktøren åbne døren ind til en af de andre kupéer og råbe: Nye passagerer? Og i samme øjeblik så jeg et skilt ude på gangen med den skæbnesvangre tekst:
Gyldig rejsehjemmel
skal på foranledning
forevises konduktøren.Hjælp!
Sådan én havde jeg ikke, og jeg anede ikke, hvad det var. Jeg havde kun den papbillet, vi lige havde købt. Jeg spekulerede ikke over, hvad en gyldig rejsehjemmel kunne være. Her og nu gjaldt det om at overleve mødet med konduktøren.
Tilståelse eller nonchalant
Der var 2 muligheder:
1. Aflægge fuld tilståelse og sige, at jeg kun havde en billet - og ikke vidste, at jeg også skulle have en gyldig rejsehjemmel.
2. Ligne én, der har lommerne fulde af gyldige rejsehjemmeler og nonchalant vise konduktøren billetten.
Jeg valgte det sidste. Og havde heldet med mig. Selv om manden i den sorte uniform kunne se, at jeg svedte tran og havde klamme hænder, godtog han min billet og undlod mirakuløst at spørge til min rejsehjemmel.
ID-kort?
Da skrækken var ude af kroppen, blev jeg enig med mig selv om, at jeg nok måtte få fat i sådan en karl til næste gang. Jeg forestillede mig, at det var et slags id-kort, man skulle udfylde for at have ret til at køre med DSB.
Det fik jeg aldrig gjort, og siden hen kørte jeg tit med tog uden at spekulere nærmere over den mystiske tekst på skiltet.
Først mange år senere fandt jeg ud af, at gyldig rejsehjemmel er en billet eller et kort.Det kunne de bare have skrevet.
Skræmmer borgerne væk
Pointen i historien er, at fagsprog skræmmer kunder væk. Jeg følte mig som en andenrangs togpassager. Jeg følte mig dum. Og jeg turde ikke engang spørge. For når det står på et skilt, må enhver da vide, hvad det betyder.
Så mit råd til gode kommunale folk i Randers og resten af landet er: Undgå gyldig rejsehjemmel. Brug ord og vendinger, som borgerne forstår. Ellers støder I dem fra jer.
Selv de klogeste mennesker forstår enkle budskaber. Og det gør vi andre også.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar