Wordfeud kan gøre dig klogere, skrev Politiken forleden om det populære online scrabble. En professor i børnesprog og sprogtilegnelse forklarede, at Wordfeud skærper spillernes sproglige bevidsthed.
Det er garanteret rigtigt, men spillet er stadig en tidsrøver af dimensioner. Jeg har været med på bølgen i nogle uger og kunne hurtigt konstatere, at det blev for meget. Jeg havde bare to spil kørende ad gangen, men dem tjekkede jeg morgen, middag og aften. Jeg kunne simpelthen ikke gå forbi telefonen eller iPaden uden at se, om en af mine modstandere nu havde været på banen.
Jeg ved ikke, om det var stressende. Men det var dumt at blive slave af, synes jeg. Så jeg meddelte mine konkurrenter, at jeg havde idømt mig selv et par ugers karantæne.
Det giver mig så anledning til at spekulere over fænomenet tidsspilde. Er Wordfeud tidsspilde? Er det mindre tidsspilde at se en krimi i fjernsynet eller at se en håndboldkamp? Og hvad med at læse en bog? Nej, det er ikke tidsspilde. Det er kultur. Men hvis det nu er en dårlig krimi eller noget så pinligt som en lægeroman?
Krydsogtværs og sudoku er tidsspilde. At skrive på en blog er det rene frås med den sparsomme tid, man har fået tildelt her på jorden. Det overgås nærmest kun af dem, der spilder deres tid med at læse bloggen.
Og sådan kunne jeg blive ved. Det meste af det, vi foretager os i vores fritid, er en slags tidsspilde.
Vi farer jo rundt og har travlt med alt muligt, så vi kan komme til at slappe af. Og når vi så slapper af - så spilder vi tiden.
Den tyske forfatter Heinrich Böll skrev en fin novelle om en japansk turist, der fotograferer en fattig fisker, som får en middagslur i solen. De falder i snak, og turisten fantaserer om fiskerens muligheder for at blive rig, hvis han tog mere på havet og ikke bare sad og hang i middagsvarmen. Det går helt over gevind for den ivrige japaner, som til slut forestiller sig, at fiskeren ejer en hel flåde af skibe og flere fabrikker.
- Og hvad så? spørger fiskeren.
- Ja, så kunne du sidde her i solen og nyde det hele og slappe af.
- Jamen, det var jo det, jeg gjorde, inden du kom og vækkede mig med dit knipseri, svarede den klogeste af de to.
Måske skulle jeg tage et lille spil Wordfeud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar