Sexmisbrug i kommunen

Flere nordjyske kommuner står for skud i de aktuelle sager om seksuelt misbrug af børn. Fik kommunen et tip eller en indberetning? Fulgte kommunen godt nok op på sagen? Har kommunerne et beredskab i den slags sager? Spørgsmålene er meget relevante, og dem skal kommunerne have stukket i næsen og svare på. Jeg er også sikker på, at det nytter. Mon ikke mange kommuner i disse uger går deres beredskab i misbrugssager efter i sømmene? Når medieomtalen alligevel generer mig lidt, er det fordi de frygtelige sager nærmest fremstår som kommunale skandaler. Og det er helt skævt. Skandalen er, at en far, en mor eller andre personer har misbrugt børn seksuelt. Der er forfærdeligt og nærmest uforklarligt for mig. Og det er helt absurd, at der dukker flere nye sager op hver uge. Skurkene i disse sager er de voksne, som begår overgreb. Det er ikke kommunen. Kommunen skal hjælpe børnene. Jo tidligere, kommunen kan gribe ind, jo bedre hjælp er det. Det er helt givet, at flere kommuner kunne have gjort det bedre og hurtigere i flere af de sager, der har været fremme. Det har de og ale andre kommuner lært af. Sagerne og omtalen viser, hvor høje forventninger, vi borgere har til det offentlige. Så snart der sker en fejl, en ulykke eller et overgreb i det civile samfund, leder vi efter en myndighed, der skulle have forhindret fejlen, eller vi efterlyser nogle regler på området. I hvert enkelt tilfælde lyder det meget fornuftigt, men bagsiden af medaljen er, at vi langsomt udhuler det personlige ansvar som en krumtap for vores fællesskab. Der er meget, som vi synes, at kommunen burde gøre noget ved. Men der burde være mere, vi selv ville tage ansvar for.