torsdag den 22. april 2010

Nem lille sparefidus til regionen

Det offentlige skal spare, helst uden at forringe servicen. Jeg aner ikke, hvor langt, man kan nå med omlægninger, men i dag oplevede jeg på egen hånd en kundefjendsk service, som Region Nordjylland trygt kan spare væk.
Jeg har den her forbistrede skade i højre baglår. Fysioterapeuten kan ikke massere den væk, så hun anbefalede en ultralydsscanning. Op til lægen, som bevilgede en henvisning og efter tre ugers ventetid oprandt i dag den store dag, hvor der var 10 minutter til min rådighed på Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn.
Den flinke læge scannede låret grundigt og kunne intet finde. Der er ikke noget galt med muskler eller sener, og der er intet mistænksomt.
Jeg fik også en glimrende forklaring om, at musklerne fæstner i bækkenet, og at det måske er dér, jeg har en skade. Det kan en ultrylydsscanning imidlertid ikke afsløre, så jeg skal i stedet have en MR-scanning. Det kan vores lokale sygehus også ordne, så jeg forsøgte på stedet at lave en aftale.
Den går ikke, Granberg.
Nej, sygehuset skal sende de indholdsløse billeder af mit lår til min praktiserende læge med en anbefaling om en MR-scanning. Så skal jeg tale med lægen, som herefter sender en henvisning til en MR-scanning på Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn. Så kan jeg få en indkaldelse.
Jeg forsøgte at forklare den venlige sygeplejerske, at det var et helt unødvendigt bureaukrati at sætte i værk, når resultatet af lægernes indbyrdes korrespondance var givet på forhånd. Det kunne vi ikke blive enige om.
For mig er resultatet længere behandlingstid, og det er jeg MEGET træt af. Det er også mere besværligt, fordi jeg skal en ekstra tur omkring min egen læge. Så som kunde oplever jeg en dårlig service.
Som skatteyder ærgrer jeg mig over at skulle betale ekstra for en dårligere service. Min praktiserende læge får honorar, hver gang hun er i kontakt med sygehuset. Det skal hun selvfølgelig have, men det er nogle dumme penge at betale, når hendes arbejde er overflødigt.
Personalet på sygehuset bruger tid på unødvendig administration. Den tid kunne de have brugt på at behandle patienter, så ventetiden på en simpel scanning kunne bringes ned.
Overalt i det offentlige system går jagten i denne tid på besparelser. Min lille historie her er et eksempel på en helt oplagt besparelse. Regionen kan yde en bedre service for færre penge.
Jeg aner ikke, hvor mange af den slags papirbehandlinger, der fiser frem og tilbage mellem sygehuse og praktiserende læger, men det er absolut værd at kigge på.
Værsgo, Region Nordjylland, en nem lille sparefidus fra en engageret kunde.

2 kommentarer:

Tine sagde ...

Her små to måneder senere, ville det være fint at vide, om du nogensinde fik MR-scannet låret?

Venlig hilsen Tine

Tine sagde ...

Hej igen.

Kan se på twitter, at din muskel heldigvis har det bedre. Men har du ikke lyst til at fortælle om forløbet?

(Scanning/ikke scanning og den eventuelle behandling, der er kommet ud af scanningen?)

Venlig hilsen Tine