I aftes viste DR 1 en virkelig uhyggelig thriller: Dokumentaren om Roskilde Bank.
Sådan en udsendelse kan få mig til at tvivle på, om alle mennesker nu også har gode motiver til deres handlinger.
De bankfolk, som i ugerne op til Roskilde Banks kollaps sad og ringede rundt til kunderne for at få dem til at tegne aktier i banken - de må da have tænkt mere på deres egen provision end på kundernes bedste.
Et af ofrene var en kasseassistent fra et byggemarked. Da hun fyldte 21, fik hun frigivet en børneopsparing på 18.500 kr. Hun drømte om at flytte til København og uddanne sig som multimediedesigner, så i første omgang gjaldt det bare om at anbringe forældrenes opsparing i noget sikkert. Hun ringede til Roskilde Bank for at flytte pengene over på en konto, der gav gode renter.
Bankdamen opfordrede vores veninde til at købe Roskilde Bank aktier. Det ville kasseassistenten lige tænke over, og da hun vendte tilbage for at sige nej, lod hun sig alligevel overtale. 2 uger efter overtog Nationalbanken Roskilde Bank, og aktierne var værdiløse. Farvel, børneopsparing.
Pigen vidste intet om aktier - heller ikke, at Roskilde Bank var en høj-høj risiko aktie, der var faldet 50 % på få måneder. Det fik hun ikke oplyst af den venlige dame i banken.
Føj. Hvordan kan et menneske få sig til at gøre det imod en sød pige uden forstand på aktier og økonomi?
Heldigvis slap tv ikke den uheldige aktieejer med det samme. Hun viste sig nemlig at være et rigt menneske, lige bortset fra det med økonomien.
Den bedragede kasseassistent fortalte til tv, at hun var blevet skidesur, men at det meget hurtigt gik over, fordi det jo ikke kan betale sig at ærgre sig over penge.
Sådan! Det kan man da kalde rigdom. Vi siger så tit, at penge ikke er alt, men vi lever ikke efter det. Det gør vores veninde, så jeg er sikker på, at hun får et rigt liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar