Her til aften var der skolefest på Privatskolen i Frederikshavn, hvor Solle har den ene børnehaveklasse. Over 1200 mennesker mødte op - cirka 3 pr. elev på skolen.
Det alene er en succes, og det var selve festen også - som altid.
Konceptet er enkelt. 5. klasserne opfører et teaterstykke, så spiser elever og forældre sammen klassevis og bagefter tilbyder rigtig mange af klasserne en aktivitet - en leg eller konkurrence - for alle interesserede. Der er selvfølgelig også kaffe, slik, amerikansk lotteri og diskotek.
Aktiviteterne i klasserne er et hit. Børn og forældre får et ark, og så er der et klip hvert sted, så det gælder om at nå hele arket igennem.
For den enkelte elev er det vigtigt at vise sin aktivitet frem for forældre og kammerater, og eleverne har en tjans med at passe deres bod. I børnehaveklassen var det store hit et terningspil, hvor man fik et stykke slik, hvis man slog 2 ens. Længere henne ad gangen prøvede vi bowling, minigolf, følekasser, gys og gru og Singstar og Nintendo Wii.
Skolefest har altid været et hit for ungerne, men her får det en ekstra dimension med den meget stor opbakning fra forældre og søskende. Det er rigtig sjovt for ungerne, at så mange voksne er med, men det må også være motiverende for lærere og ledelse at opleve den store opbakning til skolen. Endelig er det dejligt for forældrene at opleve, at der er gang i den på deres børns skole, og at den er populær.
Den slags blev kaldt for win-win, indtil udtrykket blev spoleret af en tv-reklame. Men det holder stadig. Vi får det bedre og bliver dygtigere ved at klappe hinanden på skulderen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar