I 2008 stod 500.200 mennesker bag startsnorene til motionsløb i Danmark. Det viser en opgørelse, som Dansk Atletik har foretaget. Deltagerantallet er det hidtil højeste, og Politiken skrev forleden, at motionsløb nu er Danmarks største idrætsgren.
Sølle 20.000 er medlem af en løbe- eller atletikklub, men Dansk Atletik vurderer, at 200.000 træner seriøst, og at yderligere 300.000 løber nogenlunde regelmæssigt. Så det er næsten hver 10. dansker, der dyrker løbetræning.
Jeg synes, det er nogle pragtfulde tal. For mange af os, der gemmer os i statistikken, er løbetræning en ven for livet. Det er vores genvej til sundhed, velvære, et godt helbred og et langt liv uden livsstilssygdomme.
Jamen - er løbedillen ikke blot det ultimative bevis på den indvidualisering, som vinder mere og mere frem? Er løb ikke en enmandssport, hvor du ikke foretager dig noget sammen med andre?
Jo, og nej.
Du kan løbe alene, lige som jeg gør. Men du kan også træne sammen med andre. Enten i en klub eller blot sammen med en kollega, nabo eller ven.
Motionsløbene er ganske vist konkurrencer, hvor der er præmier til de hurtigste, men det er først og fremmest en lille fest for løbere. Her samles vi og bytter løgnehistorier og vi hjælper hinanden igennem til en god tid. Ved motionsløbet er man en del af et stort fællesskab, hvor alle er vindere. For mig kan det være en stor triumf at løbe 10 kilometer på 40 minutter, mens andre er lykkelige, hvis de kommer under 48 minutter eller 35. Klarer de sig godt, er jeg glad, og så får de en ekstra sjov bemærkning næste gang, jeg møder dem i skoven eller på landevejen.
Den store fordel ved at have løb som sin sportsgren er fleksibiliteten. Du kan løbe når som helst og hvor som helst. Har du løbetøjet med, er det bare at spænde skoene og komme afsted. Jeg har lært mange danske byer at kende ved at løbe rundt i dem om aftenen, inden jeg skulle til et møde i byen dagen efter. Fredericia Vold, Skjern Enge, Kastellet i København og Svendborg Havn er nogle af de steder, jeg har rekogniseret med løbesko, mens andre hotelgæster sad inde og zappede rundt på kanalerne.
Jeg kan løbe en lille tur om morgenen, en længere om eftermiddagen eller et dejligt langt træk i solskin søndag eftermiddag. Jeg kan også tage en luntetur en sen aften eller en sej spurt lige inden aftensmaden.
Derfor er jeg en af de 500.000.
1 kommentar:
Hvad der dine kilder, til antallet af løbere i Danmark?
- Et link kunne være rart?
Send en kommentar