I weekenden var jeg til divisionsweekend i bridge i Århus. Der sad 90 mænd og 10 kvinder i dyb koncentration om 52 spillekort fra lørdag middag til søndag aften. I pauserne var der højlydt diskussion: Meldte du 4 hjerter på de kort? Hvorfor spillede du en lille klør ud? Hvad nu, hvis kongen havde siddet ude af plads?
Der er meget andet i mit liv end bridge, men det er herligt at fordybe sig i det fine spil i en hel weekend. Jeg har spillet i over 30 år, og oplever nye problemstillinger hver gang, jeg er til turnering. Jeg bliver også ved med at lave elementære fejl, som jeg ikke kan forklare bagefter.
For ikke-bridgespillere er det nærmest umuligt at forstå, hvad der er så fantastisk ved netop det spil, så du slipper for en salgstale.
Det er fordybelsen, der er interessant. Det hedder nørderi på nudansk - altså, at man borer sig ned i nogle detaljer og er sammen med en masse folk, som gør det samme. Så er man en nørd, uanset om det er computere, frimærker, bridge eller græsk litteratur, man interesserer sig for.
Jesper Klein har skrevet en bog om tolvtonemusik og en anden om myrer. I begge tilfælde har han levet sig ind i en ny verden og tilegnet sig dyb viden. Det har han garanteret hygget sig med, og det har sikkert også været en glæde for ham at skrive bøgerne. Men det er ikke blevet bestsellere. Tusinder af andre har skrevet bøger om emner, vi andre aldrig skænker en tanke.
I Holstebro kendte jeg en mand, der fotograferede lokomotiver. Han kunne næsten komme i ekstase, hvis han fik nys om, at et særligt lokomotiv kom til stationen. Skete det klokken 3 om natten, stod han klar med kameraet. Manden var i øvrigt særdeles fornuftig, grænsende til det almindelige.
Nørderi er energi for den enkelte og for samfundet. De største opfindelser og vildeste idéer kommer fra folk, som fordyber sig i de mest vanvittige detaljer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar