Ugens sprogperle kommer fra Københavns Politi, som helt uden at trække på smilebåndet påstod, at politifolk bruger ordet perle om arrestanter og andre, de har kontakt med. Det er et harmløst slangord, som betyder fyr eller gut.
Uheldigvis kom en betjent til at bruge det mod en indvandrer i forbindelse med en demonstration. De mere end 999 promille af befolkningen, der ikke er ansat ved Københavns Politi mente, at betjenten kaldte demonstranten for perker. Men politidirektør Hanne Bech Hansen og alle hendes ansatte kunne tydeligt og helt umisforståeligt høre ordet perle på optagelsen fra TV Kaos.
"Sæt dig ned, perle!", skulle betjenten have sagt under demonstrationen i sidste uge. Demonstranten og folk omkring ham kendte naturligvis ikke det særlige københavnske politislang, så de kunne ikke vide, at det nærmest var en kærlig erklæring fra den rare betjent.
Historien er hylemorsom, og så er den det første eksempel på et virkelig fejlgreb fra den sympatiske og ordentlige politidirektør.
Indtil hun kom på banen, var det ikke en kæmpesag, politiet stod med. Gemytterne var i kog ved en demonstration. Politiet forsøgte at dæmpe dem, og betjentene frygtede, at det ville koge over. Det kunne blive farligt for dem. I den ophidsede situation siger en af dem: "Sæt dig ned, perker". Det skulle han ikke have gjort. Det var en fejl, men ikke en af de store. Den kunne klares med en undskyldning og en henvisning til den opkogte situation. Det er menneskeligt at være bange, og så kommer man til at sige noget dumt.
På side 1 i alle bøger om krisekommunikation står der, at man skal indrømme og undskylde fejl. Så dør sagen af sig selv. Det ved Hanne Bech Hansen alt om. Og sådan en lille sag kræver såmænd bare en lille undskyldning fra en politiinspektør.
Derfor er det mystisk, at hun begår den værste af alle fejl - nemlig at puste til ilden og blæse den lille sag op til en stor. Direktøren henvender sig til medierne og fortæller, at betjenten uden enhver tvivl siger perle i stedet for perker.
Det er at bede om ballade. Medierne spørger naturligvis eksperter i lyd og sprog og kører videre med sagen. Og vupti - handler sagen ikke om perker eller perle - men om Hanne Bech Hansen, der dækker over racistiske politifolk.
Nu bliver der gravet andre sager frem. Demonstrantens klagesag får fuld skrue i alle medier, og det famøse klip bliver spillet hundredevis af gange i tv. Det skader Københavns Politi og øger den mistillid mellem politiet og indvandrermiljøet, som Hanne Bech Hansen og hendes folk så dygtigt har arbejdet på at udviske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar