tirsdag den 1. januar 2008

Dronningen vandt igen

Dronningen og statsministeren konkurrerer på ingen måde om at holde den bedste nytårstale, men talerne holdes altså på 2 fridage lige efter hinanden, så vi kan nærmest ikke undgå at sammenligne de 2 præstationer.
I år blev Dronning Margrethe efter min mening en glasklar vinder.
De to overhoveder har en ting til fælles: De er begge to lidt stive og formelle i det.
Dronningen kløjs også lidt i teksten, men alligevel fremstår hun mere hjertevarm og nærværende. Jeg føler, at hun taler til mig, og at hun siger noget, der kommer mig ved. Hun taler også om følelser, om hjertevarme og om at forstå hinanden.
Anders Fogh afleverer nogle budskaber til den danske befolkning , som han har brug for i den situation, han og hans regering befinder sig lige nu. Vi skal være taknemmelige for soldaternes indsats i Afghanistan, vi skal ikke kræve for meget i løn, og så skal vi stemme EU-forbeholdene væk.
Det er imponerende, at Dronning Margrethe kan vinde den ikke-eksisterende dyst. For hun er låst på hænder og fødder. For det første må hun ikke sige noget, der bare kan tolkes som et politisk budskab, og for det andet har hun en række takkepligter i løbet af talen. Hun skal rose hæren, politiet og offentligt ansatte. Hun skal også sende hilsener til danskere i udlandet og ikke mindst til de kære grønlændere og færinger.
Statsministeren har frit slag. Han behøver ikke engang at spørge Bent Bendtsen, Pia Kjærsgaard eller Venstres hovedbestyrelse. Han har et kvarters uredigeret taletid i den bedste sendetid uden nogen form for restriktioner.
Alligevel blev det kedeligt, uhyre formelt og meget lidt nærværende. Jeg følte ikke, at det var mig, han talte til. Jeg følte ikke, at han brændte for noget, og jeg følte i høj grad, at han var i forsvarsposition.
På min tv-skærm stod der, at statsministerens nytårstale har været holdt siden 1965. Da var jeg 3 år. Det er vist på tide, at Danmarks førstemand finder en ny form at henvende sig til seerne på. Det må kunne gøres mere interessant end den træmandsoptræden Anders Fogh leverer.

Ingen kommentarer: