onsdag den 16. januar 2008

Det farlige ved Ritt: Hun har ret

Hvordan vinder man en valgkamp?
Ved at sige helt klart og let forståeligt, hvad man vil arbejde for, ved at argumentere for sin egen sag i stedet for at gå imod andres og ved at markere en tydelig forskel på sig selv og de andre kandidater eller partier.
Pia Kjærsgaard gør det til UG hver gang, og Ritt Bjerregaard gjorde det lige så brillant ved kommunalvalget sidste gang. Hun vandt en tårnhøj sejr i hovedstaden på et godt program, hvor hun satte dagsordenen alle andre enten var for eller imod.
Nu går hun så ud og kritiserer Socialdemokraterne for ikke at have en tilstrækkelig skarp profil i det seneste folketingsvalg. Den tilbagegang på to mandater, som partiet nærmest har udråbt som en sejr, er ifølge Ritt et nederlag, som skyldes en dårlig valgkamp.
Skide irriterende med hende Ritt. Det er ikke intern kiv og strid, Socialdemokraterne har brug for.
Men det mest irriterende er, at hun har fuldstændig ret.
Socialdemokraterne fremstod som konfliktsky. De skulle ikke støde nogen fra sig. Det gjorde de så heller ikke, men desværre trak de heller ikke nogen til sig. Resultatet blev en lille tilbagegang - det dårligste valg i ca. 100 år.
Ritt Bjerregaard får altid enorm opmærksomhed, når hun kommer med sine kontroversielle udsagn. Det ved hun, og derfor ved hun også, at hun kaster sit parti ud i endnu en krise ved sin udmelding. Pressen kaster sig over sagen og alle medier vil være fyldt med nyheder og opfølgende interviews om Ritts angreb på Helle.
Det vil skade partiet i meningsmålingerne, men det går nok an. Der er lang tid til næste valg. Det er godt at tage slagsmålet nu. Der skal ikke rulle hoveder og holdes ekstraordinære kongresser, men partiet skal have en skarpere profil. Det bliver også resultatet, når bølgerne har lagt sig. Helle Thorning-Schmidt er naturligvis nødt til at afvise kritikken på en venlig facon, men så vil hun og de øvrige ledere i partiet langsomt og sikkert vende skuden frem mod næste valg.
En del af partiets problem er netop det manglende modspil til ledelsen. Der er simpelthen ikke en autoritet i folketingsgruppen, der kan sætte sig op imod ledelsen uden at udløse en krig.
Men der er én på Københavns Rådhus - oven i købet en af Helle Thorning-Schmidts støtter. Ritt tør kalde et graveaggregat for en spade, og hun tør tage tævene, fordi hun synes, hendes kamp er retfærdig.
... og fordi Ritt gerne selv vil have opmærksomhed.

Ingen kommentarer: