mandag den 7. januar 2008

Politisk klynk i DR

Danmarks Radio skal spare, og det betyder dårligere programmer eller færre gode programmer. Det er træls, synes jeg. Jeg er en meget flittig DR-bruger, først og fremmest af P1, men også af tv og nettet. Jeg kan meget bedre lide TV-Avisen fra DR1 end Nyhederne fra TV2. De er for platte og overfladiske på Kvægtorvet efter min smag.
Derfor beklager jeg naturligvis, at Danmarks Radio skal spare, men det er altså ikke Verdens undergang, og det er slet ikke den altoverskyggende katastrofe, mange medarbejdere og ledere i Danmarks Radio forsøger at gøre det til.
Senest har dramachef Ingolf Gabold udtalt til Politiken, at DR gisper som en strandet hval. Det er et stærkt og skræmmende billede, som kan være med til at hive motivationen ud af medarbejderne, men som ellers ikke tjener noget formål.
Gabold og andre appellerer til politikerne på Christiansborg om at bevilge flere penge til DR. Og så kommer der direkte og indirekte anklager om, at regeringen i virkeligheden ønsker at udsulte og svække DR. Ifølge disse tågede konspirationsteorier synes Anders Fogh og Brian Mikkelsen, at DR er for venstreorienteret og derfor arbejder de på at styrke TV2 på DRs bekostning.
Drop alt det pjat. DR skal klare sig selv og være så uafhængig som muligt af politikerne på Christiansborg. Derfor skal DR også løse sine egne økonomiske problemer. Det kræver en særlig indsats i nogle år. Det betyder fyringer og omlægning af arbejdsgange, og det betyder også farvel til nogle programmer.
Det er træls, men det er et ganske almindeligt driftsmæssigt problem i en stor virksomhed. DR har brugt for mange penge - på programmer og på et byggeri. En del af hullet lappes med højere licensindtægter på grund af tekniske omlægninger, men resten må DR selv klare.
Det er ikke regering og folketing, der har truffet de beslutninger, som belaster DRs økonomi. Det er DR selv. Derfor må DR også selv klare ærterne.
Og skal vi så ikke blive enige om, at DR stadig har masser af penge til at lave hundredevis af gode programmer? Virksomheden er ikke ved at forbløde, men må blot skrue lidt ned for ambitionerne samtidig med, at driften bliver endnu mere effektiv og rationel. Det skal vi som seere og lyttere nok overleve.

Ingen kommentarer: