Jeg har netop fået en opgave ind med at hjælpe en kunde med en mediestrategi.
I det baggrundsmateriale, jeg så har modtaget, fremgår organisationens vision flere gange. Den er altid nævnt først, og den er omdrejningspunktet for det arbejde, Tankegang nu skal byde ind på.
Det er jeg rigtig glad for. Det var nemlig Tankegang, der stod for processen med visionen for 6 år siden, og jeg er manden bag formuleringerne.
Tre afslørende ord
Da jeg læste dem igen i går, stoppede jeg lige op ved det ene af de tre afsnit. Der var et eller andet galt. Jeg kunne mærke, at rytmen var brudt, og der stod noget, som ikke hørte hjemme i teksten.
Nu har tjekket det, og det viser sig, at de har rettet i min oprindelige formulering. Det er en tilføjelse, som selvfølgelig må være vigtig - men som altså generer mig rent sprogligt. Jeg kunne med det samme mærke, at jeg ikke havde skrevet de tre ord, som det viste sig at være.
Er det ikke utroligt, at jeg kan opnå en fysisk reaktion ved at se en lille ændring i en 6 år gammel tekst? Jeg kan altså ikke huske alt det sludder, der løber gennem mine fingre gennem år og dag.
Intensivt arbejde
Men netop sådan en visionstekst er et meget intensivt arbejde. Kloge mennesker diskuterer en hel dag, og vi skriver nogle punkter og ord op, som er centrale. Med hovedet fyldt af det sætter jeg mig til tasterne og forsøger at favne alt indholdet, samt afsenderens stil og intentioner i en tekst, der flyder og er let at forstå. Det cykler rundt i hjernen, og mens jeg skriver, kasserer jeg masser af formuleringer. Selve arbejdet tager en time, og når jeg kommer tilbage med resultatet, kan jeg argumentere for hvert et ord.
Alt det kom tilbage til mig, da jeg læste den 6 år gamle tekst og de tre famøse ord kunne jeg naturligvis ikke argumentere for.
Sprog og personlighed
Den intensive skriveproces er en del af forklaringen med netop sådan en tekst. En anden er min sproglige stil. Vi skriver alle sammen på en særlig måde. Sprogforskere kan måske sætte begreber på min eller din skrivestil, men vi andre kan ikke. Men jeg kan rent intuitivt genkende min egen stil, og derfor sprang de tre ord sådan i øjnene på mig.
Mit sprog er en del af min personlighed. En afslørende del, når man søsætter så mange ord, som jeg gør.
Min læser i serie 2
Det lærte jeg for 30 år siden, da en af mine nuværende bloglæsere til min store forbløffelse fortalte, at han læste mine kampreferater fra serie 2 fodbold i Holstebro Dagblad. Vi var 2 journalister, som skrev om disse vigtige begivenheder, og der stod intet navn på artiklerne. Alligevel kunne min ven uden problemer udpege de referater, jeg havde klimpret ned. Han kendte mig. Han kendte mit sprog, og det kunne jeg ikke skjule selv i et klinisk referat på 20 linjer af en ret ligegyldig fodboldkamp.
I det baggrundsmateriale, jeg så har modtaget, fremgår organisationens vision flere gange. Den er altid nævnt først, og den er omdrejningspunktet for det arbejde, Tankegang nu skal byde ind på.
Det er jeg rigtig glad for. Det var nemlig Tankegang, der stod for processen med visionen for 6 år siden, og jeg er manden bag formuleringerne.
Tre afslørende ord
Da jeg læste dem igen i går, stoppede jeg lige op ved det ene af de tre afsnit. Der var et eller andet galt. Jeg kunne mærke, at rytmen var brudt, og der stod noget, som ikke hørte hjemme i teksten.
Nu har tjekket det, og det viser sig, at de har rettet i min oprindelige formulering. Det er en tilføjelse, som selvfølgelig må være vigtig - men som altså generer mig rent sprogligt. Jeg kunne med det samme mærke, at jeg ikke havde skrevet de tre ord, som det viste sig at være.
Er det ikke utroligt, at jeg kan opnå en fysisk reaktion ved at se en lille ændring i en 6 år gammel tekst? Jeg kan altså ikke huske alt det sludder, der løber gennem mine fingre gennem år og dag.
Intensivt arbejde
Men netop sådan en visionstekst er et meget intensivt arbejde. Kloge mennesker diskuterer en hel dag, og vi skriver nogle punkter og ord op, som er centrale. Med hovedet fyldt af det sætter jeg mig til tasterne og forsøger at favne alt indholdet, samt afsenderens stil og intentioner i en tekst, der flyder og er let at forstå. Det cykler rundt i hjernen, og mens jeg skriver, kasserer jeg masser af formuleringer. Selve arbejdet tager en time, og når jeg kommer tilbage med resultatet, kan jeg argumentere for hvert et ord.
Alt det kom tilbage til mig, da jeg læste den 6 år gamle tekst og de tre famøse ord kunne jeg naturligvis ikke argumentere for.
Sprog og personlighed
Den intensive skriveproces er en del af forklaringen med netop sådan en tekst. En anden er min sproglige stil. Vi skriver alle sammen på en særlig måde. Sprogforskere kan måske sætte begreber på min eller din skrivestil, men vi andre kan ikke. Men jeg kan rent intuitivt genkende min egen stil, og derfor sprang de tre ord sådan i øjnene på mig.
Mit sprog er en del af min personlighed. En afslørende del, når man søsætter så mange ord, som jeg gør.
Min læser i serie 2
Det lærte jeg for 30 år siden, da en af mine nuværende bloglæsere til min store forbløffelse fortalte, at han læste mine kampreferater fra serie 2 fodbold i Holstebro Dagblad. Vi var 2 journalister, som skrev om disse vigtige begivenheder, og der stod intet navn på artiklerne. Alligevel kunne min ven uden problemer udpege de referater, jeg havde klimpret ned. Han kendte mig. Han kendte mit sprog, og det kunne jeg ikke skjule selv i et klinisk referat på 20 linjer af en ret ligegyldig fodboldkamp.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar