Af skade bliver jeg træt

Da jeg startede på Danmarks Journalisthøjskole i 1982, begyndte jeg at løbetræne, og jeg har holdt ved lige siden. I slutningen af 80erne var der vist et par vintre, hvor jeg gik i stå, og så holdt jeg 3 måneders meget uvelkommen pause i slutningen af 1996 efter en sprængt akillessene.
Siden 1995 har jeg haft bøvl med min venstre lægmuskel, som kan gå i krampe, når jeg løber langt. Mit venstre knæ har drillet i ca. 3 år, men jeg klarer mig med et knæbind.
Når jeg sidder her og skriver, minder det om en lang skadesliste, men det var slet ikke intentionen. Tværtimod vil jeg fortælle, at jeg nærmest aldrig er skadet - i hvert fald ikke mere end, at jeg kan løbetræne 3 gange om ugen.
Men det har jeg ikke kunnet de seneste måneder. Tilbage i starten af april fik jeg en fibersprængning på undersiden af låret. Først forsøgte jeg at ignorere den - det lykkedes ikke. Siden holdt jeg pause i 4 dage og 2 x 7 dage, men den blev ved med at komme frem. Så lånte jeg en kondicykel hjem og holdt pause med at løbe i over 14 dage. Det var surt, og det er dødkedeligt at cykle.
Nu er jeg så småt gået i gang igen. Jeg har løbet nogle ture på 10-13 kilometer og kan kun svagt mærke, at der ligger noget og lurer inde i låret. Benet får lidt massageolie, og så regner jeg med at komme op i normalt træningsleje igen om et par uger.
Når man er vant til sine løbeture og meget gerne vil løbe 40-50 kilometer om ugen i de gode sommermåneder, så er det drønirriterende at blive drillet af sådan en åndssvag skade. Lad da dem, der ikke gider træne, få fibersprængninger, så vi andre kan få lov at få vores skud endorfiner, frisk luft, frie tanker og gennemsvedede kroppe.
Jeg er simpelthen træt af at være skadet, nu hvor vejret er så godt, og der ligger så mange skønne løbeture, som alle sammen starter og slutter lige her, hvor jeg bor.
Hvis det skulle ske igen, har jeg lovet mig selv at gå til fysioterapeut med det samme, så det ikke kommer til at trække ud i ugevis på grund af mine dumme forsøg på at ignorere skaden.