lørdag den 5. april 2008

A- og b-journalister

I mit yndlingsprogram Mennesker og Medier på P1 var der i denne uge en fin debat om et såkaldt journalistløfte, som den tidligere DR2 chef Mette Davidsen-Nielsen står bag. Det er en pendant til lægeløftet - en lidt højtidelig erklæring, som ophavsmanden gerne vil have nye journalister til at skrive under på.
I løftet lover journalister at bestræbe sig på at gå efter sandheden, at være kritiske og at tjene demokratiet. Der er mange andre smukke formuleringer.
Af diskussionen fremgik det, at løftet kun gælder for journalister, der arbejder på nyhedsmedier. For Mette Davidsen-Nielsen var det vigtigt at understrege, at der er forskel på "praktiserende journalister" og på kommunikationsrådgivere og spindoktorer. Det kunne alle i panelet blive enige om.
Jeg er helt uenig.
Lige som en læge altid er læge og forpligtet til at redde liv, uanset om hun en dag bliver kontorchef i Sundhedsstyrelsen - så er en journalist altid journalist og forpligtet af et overordnet værdisæt, som kommer til udtryk i journalistløftet.
I min verden er der ikke A-journalister - som arbejder på nyhedsmedier - og b-journalister, som laver alt muligt andet. Der er gode journalister og mindre gode.
Er man som jeg kommunikationsrådgiver, bryder man ikke blot et journalistløfte ved at opfordre kunden til at holde sandheden tilbage eller ved at hjælpe kunden med at modarbejde demokratiet. Man yder en dårlig rådgivning - et dårligt stykke journalistisk arbejde.
Der er garanteret kommunikationsrådgivere, som bryder journalistløftet. Jeg vil hævde, at de leverer en dårlig vare. Det skader både deres egen og kundens troværdighed.
Præcis som en journalist på et uafhængigt dagblad gør ved at lave ukritisk mikrofonholder-journalistik.
Der er altid brug for en etisk debat i journalistik, men det er et kæmpe fejlskud at begrænse den debat til de journalister, der arbejder på nyhedsmedierne. Vi andre bliver flere og flere, og samfundet har simpelthen brug for, at vores arbejde er båret af troværdighed og kildekritik.
Som kommunikationsrådgiver skal jeg også stå til regnskab for det faglige og etiske i min indsats.
Hvis I har behov for det, må I gerne kalde mig b-journalist, fordi jeg ikke leverer nyheder til et medie. Men jeg vil alligevel forsøge at leve op til indholdet i journalistløftet. Og lige som alle andre vil jeg plumpe i en gang imellem.

Ingen kommentarer: