lørdag den 19. april 2008

Den første dag i haven

Store Bededag var vi til konfirmation, så lørdagen blev den første store havedag med sol fra morgen til aften.
Det er helt fortryllende fantastisk med sådan et vejr, og det er bedre end højsommer af to grunde.
For det første er det ikke ulideligt varmt men en behagelig arbejdstemperatur.
For det andet er det den første af slagsen.
Efterhånden som weekenderne går, kan man godt blive træt af at gå i haven, men i den første haveweekend er der masser af projekter og masser af energi.
I dag har vi gjort bedene klar og strøet gødning på hestenes marker, og i morgen skal en tredje mark have en tur med buskrydderen.
Men vi har ikke mere travlt end, at vi husker at holde siesta. Det er en time - mindst - i den farlige middagssol med bøger, aviser, Sudoku, kaffe, vand og stilhed. Efter et stykke tid, lægger man sig på ryggen og tænker dybt og øjeblikket efter er der gået et kvarter.
Det er bare livet.
Efter sådan en hård dag går vi tidligt i seng, står lidt sent op og arbejder os målbevidst frem imod den næste siesta.

Ingen kommentarer: