Vi var nede at se Flammen og Citronen i biografen - en dejlig oplevelse med en fyldt sal og en flot film om to helteskikkelser fra den danske modstandskamp.
Nu er det heldigvis over 60 år siden, den meningsløse krig hærgede i den halve verden. Alligevel er dilemmaet nærværende. Bagefter har jeg tænkt, hvordan jeg mon selv ville have reageret, hvis jeg var 20-30 år i 1940.
Ét er helt sikkert. Jeg havde ikke skudt folk ned. Jeg ville simpelthen have det elendigt med et skydevåben i hånden, og jeg ville ikke synes, det var spor spændende. Hvis jeg havde været modstandsmand, så ville de heller ikke få mig til at sluge en giftpille eller på en anden måde begå selvmord, sådan som de gjorde i filmen. Jeg ejer ikke modet til at slippe livet frivilligt.
Jeg vil jo gerne bilde mig selv ind, at jeg var gået ind i modstandsbevægelsen og havde hjulpet med at udgive illegale blade, sende meddelelser til London eller transportere jøder til Sverige.
Men jeg ved det ikke. Statistisk set er det mest sandsynlige, at jeg ville være en gennemsnits holdningsløs dansker, der ikke rigtig gav mig til kende før senest i foråret 1945. Det er der heller ingen grund til at være flov over.
Her på 60 års afstand er det nemt at se, hvad der er rigtigt og forkert. Men for langt de fleste danskere var hverdagen et spørgsmål om at overleve. I den situation kræver det et stort menneskeligt overskud eller en hel særlig entusiasme at kaste sig ud i kampen mod en kæmpemæssig tysk hær.
I det hele taget er det altid nemt at være klog, når man er på magelig afstand af en meget ubehagelig krig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar