Succeskommunikation (R)

I går introducerede jeg et helt nyt begreb i kommunikationsbranchen - nemlig ordet succeskommunikation. Det kom til mig på en løbetur i torsdags, da jeg mentalt forberedte mig på det indlæg, jeg skulle holde i går eftermiddags.
Hvis Folketinget kunne tage sig sammen til at indføre 30 timers døgn resten af året, så ville jeg skrive en bog om succeskommunikation, for vi trænger i den grad til at få det sat i system.
Mit nye begreb er en parallel til krisekommunikation, som på få år har vokset sig til en stor disciplin. Krisekommunikation er den kommunikation, en virksomhed eller organisation skal gøre brug af, når den er i krise. Typisk vil det være i forbindelse med negativ medieomtale. Så kommer sådan nogen som mig og fortæller, at den kriseramte organisation skal indrømme en fejl, fortælle sandheden så hurtigt som muligt og gentage den i en uendelighed.
Fint nok.
Men hvad nu hvis virksomheden eller organisationen er ramt af succes? Hvordan skal den så kommunikere?
Jeg synes, det er meget mere interessant end krisekommunikation og min erfaring fra kommuner og offentlige virksomheder er, at de slet ikke er gearet til succes. De er flasket op med kritik og konflikter og er slet ikke vant til at se på sig selv som succesfulde.
Det er nu én gang sådan, at det man leder efter, er det man finder. Derfor er den første opgave i succeskommunikation at få afsenderen til at erkende sine egne succeser.
Den gruppe, jeg holdt indlæg for i går, var helt forbløffet over, at jeg kaldte den en succes. Det havde gruppens medlemmer aldrig hørt før, og de var slet ikke vant til at tale sammen på den måde.
På mødet kom vi et skridt videre end erkendelsen - nemlig til redskaberne i succeskommunikation. Her er bud nummer 1: Spred positive ringe i vandet.
Ledelsen og den enkelte ansatte eller det enkelte medlem har en kolossal forpligtelse til at omtale virksomheden eller organisationen som en succes, eller i det mindste positivt. Det lyder banalt, men du hører tit ansatte og politikere kritisere deres egen kommune i skarpe vendinger. Det er de i deres gode demokratiske ret til, og den vil jeg bestemt ikke tage fra dem. Kritik er helt nødvendig for at en organisation kan udvikle sig. Men det går nemt over i brok og fejlfinderi, og det er gift for organisationen. Det starter en ond spiral med flere regler, mere kontrol, mere mistillid, flere fejl, flere regler og så videre.
Kommunerne er generelt bedre end deres rygte, og de kommunalt ansatte er langt dygtigere og mere ansvarsfulde, end vi andre tror. Derfor har de brug for noget succeskommunikation. Det handler ikke om blind jubeloptimisme eller om at undertrykke kritik og fejl. Det går ud på at lede efter sin egne succeser, fokusere på dem og fortælle dem videre - indadtil og udadtil.
Og så går det ud på at tage ordet og fortælle den gode historie i stedet for at deltage i grædekoret.