søndag den 2. marts 2008

Farvel, Onkel Aage

I torsdags var vi til begravelse i Thyborøn. Solles onkel Aage var død efter et indholdsrigt og skelsættende liv.
Rav-Aage, som han også blev kaldt, var den stædige fisker, som i 1960erne tog kampen op imod egnens største virksomhed, Cheminova. Fabrikken væltede det ene læs gift ud efter det andet på Aages elskede Rønland. Det stank, det ødelagde plante- og dyreliv, og det slog fiskene ihjel. I dag er det komplet uforståeligt - også for Cheminova - at nogen kunne finde på at gøre noget så tåbeligt. Men da Onkel Aage rejste sagen kom han i modvind alle vegne. Cheminova og dets ejer Aarhus Universitet fejede ham af, politikere og myndigheder ignorerede ham i mange år, og befolkningen i Thyborøn skulle ikke have noget klinket. 700 mennesker var i Cheminovas brød.
I 1980erne vendte bøtten. Aage og Cheminova-gruppen fik politisk og folkelig opbakning, og Cheminova lagde produktionen om.
En af de politikere, Aage fik god kontakt med, var SFeren Margrethe Auken. Hun er præst og opfyldte Aages sidste ønske ved at stå for gudstjenesten og begravelsen i Thyborøn. Det blev en dejlig oplevelse. Margrethe Auken smilede bredt og holdt en flot og meget personlig prædiken. Hun fik det mørkklædte publikum til at grine i kirken, da hun konstaterede, at Aage var den første, der havde fået et ridderkors for at brokke sig. Alle andre har fået det for at opføre sig pænt.
Margrethe Auken er klog og professionel og gjorde det blændende. Men dagens pletskud kom ved det efterfølgende kaffebord fra Aages niece (til den anden siden end vores):
- Da jeg hørte, at Aage var død, tænkte jeg straks: Nu bliver de glade oppe i himlen.
Flottere eftermæle kan intet menneske få.

Ingen kommentarer: