tirsdag den 11. marts 2008

Læser du bøger?

Spørgsmålet røg ud ad munden på mig, da jeg forleden var ude at køre med en ny kollega.
Vi fik en god snak, blandt andet om Dan Brown. Min kollega fortalte, at da Vinci Mysteriet havde medført en diskussion i hans familie om religion og kirke. En spændende og livgivende diskussion, de aldrig tidligere havde haft.
Men hvorfor spurgte jeg min kollega om hans bogvaner? Ja, det var ikke gennemtænkt, men jeg tror, det er er med til at tegne et billede af en person.
Tidligere kendte jeg knap nok nogen, der ikke læste bøger, men det er meget almindeligt i dag. Især blandt mænd. Jo, de læser fagbøger og så en portrætbog med en kendt fodboldspiller.
Det er lidt pinligt at svare nej til spørgsmålet, og det er i grunden ikke så interessant. Det spændende er at høre, hvilke bøger folk læser.
Jeg kan meget nemt svare. Jeg læser de 10 % bedste bøger af dem, Solle tygger sig igennem plus enkelte andre, som kun jeg interesserer mig for. Det er dem, der handler om politik og kommunikation. Det bliver til 1-2 om måneden. For tiden er det den norske krimiforfatter Jo Nesbø, vi oplever sammen. Hovedpersonen er en fordrukken politimand, der holder sig ædru, mens han opklarer nogle ret spektakulære sager. Der bliver lagt lidt spor ud undervejs på bedste Agathe Christie manér.
Nutidens krimier har højere status end for 20-25 år siden. Det er vi ganske godt tilfredse med. Vi vil nemlig gerne være lidt kulturelle uden at kede os. Der er tykke og underholdende bøger den perfekte løsning.

Ingen kommentarer: