torsdag den 20. marts 2008

Vejrudsigten: Snydt igen

- Det er med at nyde solen i dag, for i resten af påsken bliver det koldt og snevejr.
Sådan sagde en munter stemme i Radioavisen lørdag morgen. Vi har stort set haft solskin lige siden, og vi har oplevet nogle af årets smukkeste dage her på vores dejlige plet.
Den bebudede snestorm er vist også blevet aflyst, men det kan da godt være, vi får regn en af dagene. Det tager vi med.
Hvis man bruger energi på at ærgre sig over en dårlig vejrudsigt, så spilder man mange skønne kræfter. Trods mere og mere avanceret teknologi og større fokus på vejrudsigter, er det ikke mit indtryk, at de er blevet en pind bedre end i min barndom. Det passer sikkert ikke - måske er det bare fordi, vi bor i Vendsyssel, hvor det er ekstra svært at forudsige vejret.
Jeg håber, at forklaringen simpelthen er den enkle, at vejret rummer så mange hemmeligheder, at vi kloge mennesker aldrig nogensinde indser dem alle sammen. Et af naturens mange mirakler.
Et andet er noget så håndgribeligt som vores hjerne. Der bliver forskerne ved og ved at finde nye sammenhænge og funktioner, og de er slet ikke færdige. Forleden hørte jeg noget om hjernens evne til at forandre sig efter forholdene. Her ved forskerne nogenlunde, hvad der foregår, men ikke hvad der sætter det i gang.
Jeg går ind for fremskridtet, og jeg synes, det er spændende når forskerne kortlægger nyt land. Men jeg synes også, det er helt rigtigt - ja helt fundamentalt menneskeligt, at de ikke ved alt, og at de aldrig kommer i nærheden af at gøre det.
Derfor er forkerte vejrudsigter meget velkomne. Især når de lover dårligt vejr.

Ingen kommentarer: