lørdag den 15. marts 2008

Papir på mit helbred

Jeg synes selv, at jeg er sund og rask, og nu har jeg også en form for dokumentation for det.
I torsdags gennemgik jeg en lille sundhedstest ved en KRAM-bod på Kommunernes Landsforenings årsmøde i Aalborg. KRAM står for Kost Rygning Alkohol Motion.
Her fik jeg målt blodtryk, lungekapacitet, fedtprocent, håndstyrke og kondital. Jeg er normal på de tre første og langt over middel på de to sidste.
Det er ikke overraskende, men det er rart at vide. Blodtryk og lungekapacitet er jeg ikke opmærksom på i hverdagen, så det er meget rart at have dokumentationen.
Det var en rigtig god oplevelse at tage testen. Der var konstant kø ved standen og både tykke, tynde, gamle og unge stillede op og lod sig kontrollere. Der var grin og latter og en rigtig fin stemning.
Det er positivt. Sundhed er ikke længere en privat sag - det er et fælles ansvar. Nok er det min opgave at holde mig selv i form, men jeg er også med til at påvirke andre, og det gør jeg med glæde uden at løfte pegefingre.
I Tankegang og vores søsterselskab Folia har vi netop besluttet at gøre virksomheden mere sund. Hvordan overlader vi til en gruppe medarbejdere. Det kan være fælles motionshold, tilskud til individuel træning, madkurser, sundere mad til vores formiddagskaffe og frokost og måske mindre kage og mere sund slik om eftermiddagen.
Vi gør det, fordi vi gerne vil bidrage til, at alle medarbejdere lever et sundt liv. Det er godt for dem selv. I Tankegang ønsker vi simpelthen, at alle kolleger har et godt liv, og der er sundhed en væsentlig del.
For virksomheden er der mange sidegevinster. Sunde mennesker har mere energi og overskud og er mere kreative og tolerante. De har også færre sygedage. Det er også muligt, at vi lettere kan tiltrække nye medarbejdere, når vi har gode sundhedstilbud.
Men økonomi og rekruttering er ikke vores motiv. Alt, hvad vi tilbyder af goder og aktiviteter for medarbejderne er drevet af et ønske om at få en god arbejdsplads. Det viser sig meget ofte at være fornuftigt rent forretningsmæssigt. Det må vi så tage med.
Det synes jeg er en sund Tankegang.

Ingen kommentarer: