Fortælleglæde i London

Her i vinterferien var Solle og jeg 3 dage i London. Vi tager altid på forholdsvis korte ture. Til gengæld er vi ude at opleve noget fra tidligt på formiddagen til sent på aftenen. Denne gang nåede vi museer, sightseeing, shopping, god mad, kaffe- og kiggepauser samt to musicals og en gang messingmusik.
Musicals gør London til noget særligt. Der er et kæmpe menukort af flotte forestillinger, og det er hver gang en meget stor oplevelse. Jeg bliver forundret over, at de kan samle 1200 mennesker til Lion King en almindelig tirsdag aften, når man ved, at der kører 25 andre store forestillinger rundt omkring i byen - foruden koncerter, biograf og et overflødighedshorn af andre kulturelle tilbud.
Lion King er Disneys dejlige fortælling om løveungen Simba, der skal så grueligt meget igennem, før han til slut bliver Løvernes Konge. De fleste af de optrædende er dyr - det vil sige dyredukker med mennesker inden i eller udenom, og det er i sig selv meget kreativt. Girafferne var mennesker på to par stylter med en lang hals ovenpå. Det så meget girafagtigt ud, men når man kom til at kigge figurerne som mennesker, blev man helt forstyrret. Flot show, kreativt, farverigt og med et højt tempo.
Dagen efter travede vi rundt i timevis, og vi var tæt på at vende hjem til hotellet. Men vi blev heldigvis enige om at købe billetter til musicalen Billy Elliot. Det blev turens store oplevelse.
Det var ikke et udstyrsstykke som Lion King - men slet og ret en god historie, veloplagt fortalt og med nogle spillere med en fantastisk udstråling. Vi sad på tredje række, og på os virkede det som om hele holdet på scenen elskede stykket og samspillet med publikum.
Det gjaldt ikke mindst hovedpersonen, som helt eminent blev spillet af en dreng på alder med dem, der brænder skoler og solcentre af i Danmark. Mere end 15 var han ikke, men han havde følelsesregistret, han havde energien - og ikke mindst fortælleglæden. Han virkede simpelthen jublende lykkelig, da vi klappede ham frem på scenen efter forestillingen, og hans glæde spredte sig til hele holdet.
Fortælleglæde er en fantastisk drivkraft, og den kan gøre hele forskellen på en god og en dårlig musical, forestilling, bog, eller bare historie. Jeg tror, det er det særlige ved Londons teatermiljø. De kan drive folk frem, som brænder for at optræde og fortælle en god historie til publikum.
De folk, der har den glød - de kan brænde igennem. Det gælder på de skrå brædder i West End, men det går også hjemme i din virksomhed, på skolen eller i familien. Hvis du har noget på hjerte, og hvis du synes, det er udfordrende og vigtigt at formidle det til andre - med ord, musik eller tegninger - så har du 3/4 af succesen hjemme.