De kloge studenter

Forleden var vi til et rigtig dejligt studentergilde hos Eline i Roskilde. Solen skinnede, familie og venner strømmede til, og der var masser af kage. Herlig dag.
I en stille stund sad jeg med et par andre brushaner og talte om dengang, vi blev studenter. For mit vedkommende, da Anker Jørgensen var statsminister.
Min automatreaktion var, at det nok er gået tilbage med standarden og med holdningen siden de gode gamle dage. Men det er lige omvendt.

Dygtigere end os
Nutidens studenter er meget dygtigere, end vi var. Vidensniveauet i samfundet er højnet, og de glade unge mennesker fra Årgang 0 kan i dag noget som en selvfølge, som vi slet ikke blev udfordret i.
De kan lave præsentationer og fremlæggelser af meget komplekse problemstillinger. De kan koble viden fra flere fag, og de kan meget hurtigt tilegne sig ny viden. De er langt mindre bundet og begrænset af lærebøger, end vi andre var.
Så for mig er der ingen tvivl om, at nutidens studenter kan meget mere, end vi kunne i 1981.

Vi kastede os ud i livet
Heldigvis for os var vores begrænsede viden ingen hindring. Vi kastede os ud i samfundslivet og i nye uddannelser med en selvsikkerhed, som nutidens studenter godt kan misunde os.
Mit indtryk er, at mange af dem føler sig hårdt presset og har gjort det i mange år. De oplever, at samfundet stiller meget høje krav til dem og foruroligende mange bukker under for presset. Stress er en folkesygdom blandt gymnasieelever og studerende. I min ungdom var tømmermænd den mest udbredte sygdom.

En fælles opgave
Det nemme svar er at sige: Slap af, det skal nok gå. Det er ikke bare nemt, det er også dumt, for det gør kun ondt værre.
Det mere besværlige svar er, at det er en samfundsopgave at bringe vores unge mennesker ud af den stressfælde, de er kommet i. Samfundet - det er som bekendt os allesammen. Det er dig og mig, det er forældrene, de unge selv skolen, gymnasierne, universiteterne, Folketinget, regeringen, virksomhederne og medierne.

To slags karakter
Vi skal  - SKAL - have ændret fokus fra resultater, høje karakterer og hurtig vej gennem systemet til fokus på den enkelte unges interesser, styrker og ønsker til det gode liv. Jeg er en af mange tusinde arbejdsgivere, som aldrig kigger på eksamensbeviset, når jeg skal ansætte en person. Jeg kigger på personligheden, engagementet og smilet.
Man kan sige, at menneskekarakteren er afgørende. Ikke eksamenskarakteren. Det er mit lille bidrag til at frigøre de dygtige studenter.