onsdag den 1. maj 2019

Udigital frugtplantage

Kender du det? Du kører forbi et sted og ser noget smukt, og tænker i et kort sekund: Hvad mon det er?
Du får ikke undersøgt det.
Næste gang, du kommer forbi, tænker du samme tænke og gør stadig intet.
Her er et eksempel. Når man kører fra færgen på Odsherred, er der cirka midtvejs på ruten ind mod motorvejen til København en meget markant bakke. Den er beklædt med planter i snorlige rækker, og når man ikke er ekspert, er det umuligt at afgøre, hvilken afgrøde, der er tale om.

Ligegyldig viden
Vi er i kategorien ligegyldig viden. For det er da bedøvende ligegyldigt, om det er solbær, vindruer eller grønkål. Flot ser det ud, på alle tider af året.
Forleden kom jeg der så igen. Jeg havde en GoMore passager med, og viste ham det smukke syn. Jeg fortalte så, at jeg tit var kørt forbi og havde tænkt over, hvilken type planter, der var tale om.
Der sad en handlingens mand i passagersædet, så han kastede sig straks over sin smarte telefon. Der var stille i bilen længe, og uden at være psykolog tør jeg godt diagnosticere min kørekammerat som vedholdende og målrettet.
Der var helt tydeligt ikke bid.

Branchekode og ejerforhold
Han havde fundet frem til, at den flotte mark er en del af Ebbeløkkegård Frugtplantage. Han kunne også oplyse en branchekode og redegøre for ejerforholdene. Resten var tavshed.
Ebbeløkkegård Frugtplantage optræder på adskillige registersider, og der står de samme sparsomme oplysninger. Virksomheden har ingen hjemmeside, ingen Facebookside, ingen Instagram-konto og ingen LinkedIn profil. En helt igennem udigital virksomhed. Jeg synes, det er helt usædvanligt, men måske er jeg bare miljøskadet.

Journalisten gav også op
Næste morgen gik jeg selv på jagt efter digitale spor af Ebbeløkkegård Frugtplantage. Man er vel journalist, og det kunne da være sjovt at sende et link til den unge jurist fra bilturen. Jeg ledte på ejernes navne, men det er tilsyneladende også nogle 100 pct. analoge personer. Jeg var igennem et hav af billeder og forsøgte med alverdens bærtyper på Google. Intet resultat.
Så vi står stadig uden svar på det ligegyldige spørgsmål om afgrøderne på Ebbeløkkegård Frugtplantage.

Jeg udlover en præmie
Jeg kan bare ringe til ejerne og spørge. Eller jeg kan tage et billede næste gang, jeg kører forbi og zoome ind. Så finder jeg vel svaret.
Det er ligegyldigt.
Det spændende er, om svaret findes på nettet. Kan du finde afgrøden på en offentligt tilgængelig side - så giver jeg en flaske frugtsaft af den afgrøde, de dyrker på det smukke sted i Odsherred.

Ingen kommentarer: