Ingen ved, hvad forhandlingerne om regeringens nedrivningsreform ender med. Det er lige så svært at forudse som nedrykningen fra Superligaen i fodbold.
I sidste uge fik de radikales leder Margrethe Vestager hele scenen, fordi hun gik målrettet efter en aftale med den regering, som hun er opsat på at vælte. Det var bestemt også spektakulært, selv om det er den gamle radikale glansrolle, Vestager spiller.
Men i virkelighedens verden er den sympatiske partileder kun stjerne for en aften. Det er ikke hende, der afgør, om der skal være forlig. Det er Pia Kjærsgaard.
De radikale afgør stort set bare, om de vil stemme for eller imod.
Forklaringen er den enkle, at Pia Kjærsgaard sidder med de afgørende mandater. Leverer hun dem, er forliget i hus. Leverer hun ikke, er det fuldstændig ligegyldigt med de radikale. Selv ikke med Saxo Banks parti er der flertal. Sådan har det været i 10 år, og sådan er det mindst indtil næste valg.
Pia Kjærsgaard bestemmer i realiteten også, om de radikale skal med i forliget eller smides ud af lokalet. Dansk Folkeparti kan bare leve op til sine gentagne vælgerløfter om at bevare efterlønnen - så bliver der ingen aftale med de radikale. Så kan Kjærsgaard og hendes to støttepartier lave nogle stramninger af udlændingelovene plus lidt flere besparelser på velfærden. Og så står folkepartiet endnu engang som vinder.
Dels får de deres politik igennem, og dels har de fået udstillet for befolkningen, at den røde blok overhovedet ikke er enig om den økonomiske politik. De radikale er mere blå end røde, når det gælder økonomi.
Pia Kjærsgaard kan også vælge at give så mange indrømmelser, at der bliver forlig med Vestager & co. Så er splittelsen mellem de radikale og S-SF meget håndgribelig og uhyre nyttig for de borgerlige partier i en valgkamp, hvor økonomi ser ud til at blive hovedemnet.
Så mens kameraerne er rettet mod den radikale leder, kan folkepartiet i ro og mag afgøre, om det vil vinde på knockout eller point. Jeg tør ikke gætte på udfaldet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar