Jeg er ikke kandidat

Lad mig slå det helt fast: Jeg er ikke kandidat til posten som statsminister i Danmark. Jeg er ikke på vej væk som kommunikationsrådgiver i Tankegang. Jeg er ikke kandidat til nogen ministerpost.
I den kommende tid vil jeg rejse rundt og holde møder med nogle af de mennesker, der besætter ministerposter i Danmark. Det er selvfølgelig ikke for at drøfte min egen kandidatur - nej det er i Tankegangs interesse. Det er vigtigt for Tankegang at have forbindelse til de cirkler.
Det betyder så, at jeg ikke rigtig kan passe mit arbejde imens. Det er ellers et arbejde, jeg er meget glad for, og som jeg synes er meget vigtigt. Der er virkelig brug for mig i Tankegang, men i den kommende tid vil jeg altså prioritere møder med vigtige beslutningstagere for at holde mig ajour om det job, jeg ikke er kandidat til.
Jeg vil blandt andet drøfte politik med dem, og her vil jeg lægge vægt på det brede samarbejde. Det skal en kommende statsminister helt klart gå ind for. Det vil vælgerne have.
Det foregår på den måde, at regeringen stiller nogle tyndbenede forslag. Så bliver de rettet til af Pia Kjærsgaard, så der er flertal for dem. Bagefter kan de andre partier komme ind og skrive under. Hvis de gør det, kaldes det bredt samarbejde. Hvis ikke de skriver under, er de uansvarlige, og det kan regeringen jo ikke gøre for.
Den nye statsminister skal føre nøjagtigt den samme politik som den tidligere. Det skal man sige, og man skal fastholde, at det er sådan, uanset hvad man gør i praksis.
Ham, der nu forlader posten til fordel for et job, han ikke har søgt, forklarede for eksempel, at Barack Obama stod for nøjagtigt den samme linje som George Bush. Siden har Obama ikke lavet andet end at omstøde Bushs beslutninger. Men det ændrer ikke ved, at han ifølge vores statsminister viderefører Bushs linje. Det lyder ikke logisk, men forklaringen er, at statsministeren har flertal - og så har han ret.
Man kan også sende sit land i krig og erklære, at Saddam Hussein helt sikkert og hævet over enhver tvivl råder over masseødelæggelsesvåben. Når det senere viser sig at være en manipuleret løgn, kan man bare sige, at det slet ikke var derfor, man gik i krig. Bagefter kan man så underholde med, at man altid kun vil sende soldater i krig med et bredt flertal i Folketinget bag sig.
Det job er jeg som sagt ikke kandidat til.