tirsdag den 21. april 2009

Sundhedens syltekrukke

Efter en løbetur på et julemærkehjem i sidste valgkamp bebudede den nuværende og den forhenværende statsminister, at de ville slå et slag for sundheden. Danskerne skulle leve længere.
Resultatet blev en sundheds- og forebyggelseskommission, som i dag fremlægger sine anbefalinger.
Allerede inden mødet er regeringen i gang med at plaffe kommissionens forslag ned.
Cigaretter skal koste en 50er - duer ikke, siger sundhedsminister Jacob Axel Nielsen.
Man skal være 18 år for at købe alkohol - duer ikke siger sundhedsminister Jacob Axel Nielsen.
Dobbelt så høj afgift på chokolade - duer ikke siger sundhedsminister Jacob Axel Nielsen.
Til lykke med ham.
Nu skal han så bruge energi på at forklare alverden, at han gerne vil arbejde for bedre sundhed for danskerne - men bare ikke vil følge eksperternes råd.
Vi har set det før i denne regerings tid. Man spørger nogle kloge folk til råds, og så afviser man alle de vigtigste forslag fra dem. Det mest grelle eksempel var Velfærdskommissionen, hvis forslag blev jordet på under 1 døgn.
Det er nemlig sådan på Christiansborg, at det ikke gælder om at have ret. Det gælder om at få ret, og det får man, når man har 90 mandater.
Så hvis regeringen finder ud af, at sundheden fremmes bedst ved at tillade højere hastighed på motorvejene og kan skaffe flertal for det - så er det sundhed.

Ingen kommentarer: