onsdag den 6. februar 2008

God bless Democracy

Indien er Verdens største demokrati, men USA er det mest fascinerende. Præsidentvalget er den største demokratiske event i denne verden, og det er utroligt spændende at følge.
Det er fantastisk at tænke på, at folk fra hele USA og fra resten af den civiliserede verden taler om Hillary, Obama og McCain. Vi synes, vi kender dem, og vi har en holdning til dem.
Ret beset ved vi ikke en døjt om, den betydning valget kan få for vores hverdag. Personligt syntes jeg, det var træls, men temmelig harmløst, da den nuværende amerikanske præsident blev valgt første gang. Men det viste sig at have fatale konsekvenser for amerikanerne og for resten af verden. Manden har bragt sit land på ruinens rand på grund af en oliekrig i Irak, og han har personligt blokeret for en meget vigtig international klimaaftale. Hans beslutninger må en hel verden døje med mange år fremover.
Men hvad kan de aktuelle kandidater gøre af godt og skidt for verden? Det er svært at afgøre ud fra en meget sloganfyldt valgkamp. Hidtil har højdepunktet været Hillary Clintons berømte tåre, som politiske iagttagere har analyseret mere end en dna-prøve i en drabssag.
Alligevel er det en fantastisk valgkamp- både på grund af den store betydning og på grund af det enorme engagement, millioner af amerikanere lægger for dagen. Det er simpelthen skønt at se og mærke, at det meste af USA engagerer sig i valget, interesserer sig for det og debatterer det på arbejdspladser, derhjemme, til møder og rundt omkring på tusindvis af hjemmesider.
Demokratiet er det dyrebareste, vi har. Det er forudsætningen for frihed og for et ordentligt samfund. Derfor er det helt afgørende, at demokratiet trives og er levende, og at det ikke blot er en sag for nogle få professionelle.
Borgernes og omgivelsernes engagement i en valgkamp er en kæmpe styrke for demokratiet, og selvfølgelig ikke mindst for hende eller ham, der til november slutter med at vinde retten og pligten til at arbejde i Det Ovale Værelse.
Vi kan komme med mange indvendinger mod den amerikanske valgkamp. Herhjemme siger vi nogen gange nedsættende, at de danske valgkampe bliver for amerikanske.
Men når det er sagt, så er præsidentvalget stadig noget helt særligt. Og det er en herlig levendegørelse af demokratiet.
Og så er det rart, at vi ikke må stemme. Så har vi retten til at kritisere den til enhver tid siddende præsident over there. Det er også en stor glæde.

Ingen kommentarer: