De skylder en historie

Hvad gemmer der sig derude? Ligger der en god historie 

om en kynisk udnyttelse af pressen?

Efter tirsdagens drama i Venstre stod medierne i kø med selvransagelse. Og læserne var klar. Først var vi forargede over Lars Løkkes ragen til sig og bagefter kunne vi være det over den falske historie om, at han ville gå af.

Fint nok, at medierne udøver selvkritik, men det skygger for den historie, som de endnu skylder at fortælle - om den troværdige kilde, som alle byggede deres breaking news på.

Sendt i byen?

Den onde teori er, at kilden blev sendt i byen af Lars Løkke for at lægge maksimalt pres på Kristian Jensen og Venstres hovedbestyrelse. Allerede om eftermiddagen skulle de tro, at Lars Løkke ville gå af og pege på Søren Gade som ny formand. Så var Løkke et offer og havde vundet sympati, og samtidig var der lagt op til en nedbrydende magtkamp mellem Jensen og Gade. Mere splittelse og uro og dermed dårligere meningsmålinger for Venstre.

Taktisk spil

Er det en konspirationsteori? Måske, men den har fået næring af Søren Gade, som åbent har fortalt, at han var bevidst om, at han muligvis blev udnyttet i et taktisk spil.

Hvis teorien er sand, har vi altså en statsministerkandidat, som kynisk stikker pressen en løgn som et led i sin egen magtkamp. Er den historie ikke værd at undersøge?

Jo, selvfølgelig er den det, og de store medier har direkte adgang til den. Elisabeth Svane på Fyens Stiftstidende, Mette Østergaard på Politiken, Thomas Larsen på Berlingske og Jens Ringberg på DR vil sammen kunne opklare sagen, hvis de vil.

De kender kilden. De ved, om kilden selv henvendte sig, og hvad kilden sagde hvornår. Vi må gå ud fra, at de også har stillet kritiske spørgsmål til kilden, for de vidste jo, at det var en af årets største historier, de stod med.

Kilde- eller journalistbeskyttelse?

Måske vil de henvise til kildebeskyttelsen. Den er ukrænkelig, men den er jo ikke til for at beskytte journalisten eller medierne. Hvis 6-7 kommentatorer taler sammen og finder ud af, at deres kilde er den samme og at vedkommende selv har opsøgt dem, så er det mindre vigtigt, om kilden hedder Claus, Troels eller Inger. Måske vil vedkommende ligefrem udtale sig - under kildebeskyttelse - om forløbet.

Kommentatorerne blev en del af spillet tirsdag eftermiddag og aften og dermed også en del af historien. Så det er nok for meget at forlange, at de skal undersøge sig selv. Men redaktionerne har gode folk til den slags.

Kolleger fra presselogen

Hvis embedsmænd i Justitsministeriet havde spillet en fremtrædende rolle, ville en enig presse kræve, at alle oplysninger blev lagt åbent frem. Nu er det gode kolleger fra presselogen, der har fået ørerne i maskinen, og så gælder der åbenbart andre normer.

Kritiske journalister undersøger magthaverne. Men ikke når magthaverne selv er journalister.

Det er tæt på at være skandaløst.

Jeg forlanger ikke, at nogen skal fyres eller straffes. De skal bare bidrage til at få sandheden frem. 

Nøgen journalistik på Twitter

Journalist Jens Ringberg. Foto: DR

For journalister af min generation er Nils Ufers 24 år gamle bog Den Nøgne Journalist lidt af en bibel. Titlen er ikke spor pornografisk. Ufers pointe er, at journalisten ikke er i centrum, men de udsagn, begivenheder eller sammenhænge, hun fortæller om.
I disse år fyldes medierne af journalisme - kommenterende, analyserende og vurderende journalistik, hvor substansen kommer i baggrunden. Nyhederne handler ikke om indholdet af et energiforlig men om Venstres taktiske overvejelser eller om energiministerens evne til at lande et forlig. Milevidt fra Ufers ideal.
Den nøgne journalist fortæller, hvad der sker, og så tager læseren, lytteren eller seeren selv stilling.
Et fornemt eksempel på dette håndværk leverede DRs Jens Ringberg i weekenden fra SFs landsmøde. Det foregik på Twitter, hvor @JensRingberg refererede fra Kolding i to døgn. Først kom Villy Søvndals velkomsttale i de små bidder, som Twitter tillader. Næsten live fik vi alle Søvndals pointer - ikke Ringbergs.
Siden fulgte de mange debatter. Der kom snesevis af tweets fra Ringberg med talerens navn og budskab.
Jeg sad ikke med næsen i computeren og fulgte hvert et ord. Men jeg var forbi med jævne mellemrum og fik et godt indtryk af debatten takket være Jens Ringbergs små godbidder.
Senere fulgte afstemningerne om sager og valg til landsledelsen - undertiden ledsaget af forklaringer. Da Meta Fuglsang blev topscorer ved valget til landsledelsen gjorde Ringberg opmærksom på, at det ikke automatisk betød genvalg som næstformand. Det var ikke en kommentar, men en forbrugeroplysning.
Twitter fandtes ikke i Ufers alt for korte levetid, men det har vist sig, at dette lidt smarte medie for kommunikationsfolk, nørder, politikere og kändisser er meget velegnet til nøgen journalistik. Her kan man lave livedækning af alverdens begivenheder til dem, det måtte interessere.
For en journalist er det næsten som at skrive noter, og så er det meget tilfredsstillende, at det kan offentliggøres med det samme. En nyhed er i sagens natur ny, så når Jens Ringberg rapporterer, hvad der sker lige nu på SFs landsmøde, så er det nyhedsformidling i sin reneste og fineste form.
Og det er bedre end live-tv, for vi får den erfarne journalists vurdering af væsentligheden. Vi slipper for pauser, øh og bøh, floskler, gentagelser og tomgang. Ringberg refererer talernes pointer og intet andet.
Desværre er der ikke ret mange på Twitter i Danmark, men jeg vil meget stærkt opfordre medierne til at tænke dette enkle medie ind som en del af deres dækning.
Måske kommer der flere læsere, når folk lærer Twitter at kende og opdager, hvor mange nyheder, der flyver rundt på tjenesten.