Det store tema på 1. maj mødet i Fælledparken var fløjtekampagnen imod Helle Thorning-Schmidt. Det har i den grad delt vandene og fået folk op i det røde eller blå felt.
Jeg griner lidt af det.
Selve fløjtekampagnen er helt okay. Det er et politisk budskab til landets statsminister til en mediedækket begivenhed. Lige efter bogen.
Tal uden at blive hørt
Venstrefløjen oplever, at regeringen ikke lytter til dens argumenter. Og så udsætter den statsministeren for det samme. Hun får lov at tale uden at blive hørt. Det må hun tåle i 7 minutter på en af de dage, hvor hun i øvrigt får ekstremt meget presseomtale.
Fløjteriet var en fin politisk happenning, som var helt fredelig og holdt sig inden for den gode danske tradition med at bruge humor i den politiske kamp.
Ytringsfrihed er noget meget større
Det er der ingen som helst grund til at blive forarget over. Det er ikke ballade eller sabotage. Og det er overhovedet ikke et angreb på ytringsfriheden. Helle Thorning har lige som alle andre fuld ytringsfrihed. At fløjte er også at bruge sin ytringsfrihed.
Hvis nogen kom for at høre talen, så må de læse den i 17 udgaver på nettet eller høre indslagene fra Holstebro og Frederikshavn tidligere på dagen.
Argumenternes hampmark
Omvendt har fløjtespillerne bevæget sig ud på argumenternes hampmark med en forklaring om, at de har en særlig ret til at komme til orde denne ene dag, fordi statsministeren har uhindret adgang til medierne alle de andre dage.
Økseskaft.
De har adgang til medierne og til at blive hørt hver eneste dag. Men lige som alle os andre er de ikke så meget i medierne som statsministeren. Det er ikke hendes skyld, og det er ikke politisk. Det er bare sådan, alle verdens medier fungerer. En regeringsleders udtalelser er mere interessante end buschaufførers, lægers, kassedamers og kommunikationsfidusers.
Venstrefløjens synspunkter er ikke blevet underkuet i medierne, hverken de folkestyrede eller dem som journalisterne har magten over.
Man skal ikke have fulgt meget med i de seneste år for at vide, at venstrefløjen er meget utilfreds med regeringens politik. Særligt når det gælder dagpenge. Fløjtetrillere skal ikke have lettere adgang til medierne, fordi statsministeren har det.
En satirisk krølle
Og så kom der en ekstra lille krølle på historien, da et satireprogram på DR fløjtede en af aktivisterne ud af DR-Byen, da hun troede, hun skulle interviewes. Hvad skete der så?
Alle dem, der var forargede over fløjteaktionen, jublede over DR.
Alle dem, der støttede fløjteaktionen, blev forargede over DR.
Og de begyndte at bruge modpartens argumenter om ytringsfrihed og uartig opførsel.
Helt i orden af DR
Selvfølgelig var det helt i orden af DR at lave satire på den sag. Satire skal ikke kun gå ud over magthaverne. Dem, der fører sig frem i den offentlige debat, må også tåle at der bliver lavet grin med dem. Det er beviset på, at de bliver taget alvorligt.
Jesper Klein sagde engang:
"Det er synd for grønlænderne. Dem må vi ikke lave grin med. Det synes jeg, er diskriminerende."
Jeg griner lidt af det.
Selve fløjtekampagnen er helt okay. Det er et politisk budskab til landets statsminister til en mediedækket begivenhed. Lige efter bogen.
Tal uden at blive hørt
Venstrefløjen oplever, at regeringen ikke lytter til dens argumenter. Og så udsætter den statsministeren for det samme. Hun får lov at tale uden at blive hørt. Det må hun tåle i 7 minutter på en af de dage, hvor hun i øvrigt får ekstremt meget presseomtale.
Fløjteriet var en fin politisk happenning, som var helt fredelig og holdt sig inden for den gode danske tradition med at bruge humor i den politiske kamp.
Ytringsfrihed er noget meget større
Det er der ingen som helst grund til at blive forarget over. Det er ikke ballade eller sabotage. Og det er overhovedet ikke et angreb på ytringsfriheden. Helle Thorning har lige som alle andre fuld ytringsfrihed. At fløjte er også at bruge sin ytringsfrihed.
Hvis nogen kom for at høre talen, så må de læse den i 17 udgaver på nettet eller høre indslagene fra Holstebro og Frederikshavn tidligere på dagen.
Argumenternes hampmark
Omvendt har fløjtespillerne bevæget sig ud på argumenternes hampmark med en forklaring om, at de har en særlig ret til at komme til orde denne ene dag, fordi statsministeren har uhindret adgang til medierne alle de andre dage.
Økseskaft.
De har adgang til medierne og til at blive hørt hver eneste dag. Men lige som alle os andre er de ikke så meget i medierne som statsministeren. Det er ikke hendes skyld, og det er ikke politisk. Det er bare sådan, alle verdens medier fungerer. En regeringsleders udtalelser er mere interessante end buschaufførers, lægers, kassedamers og kommunikationsfidusers.
Venstrefløjens synspunkter er ikke blevet underkuet i medierne, hverken de folkestyrede eller dem som journalisterne har magten over.
Man skal ikke have fulgt meget med i de seneste år for at vide, at venstrefløjen er meget utilfreds med regeringens politik. Særligt når det gælder dagpenge. Fløjtetrillere skal ikke have lettere adgang til medierne, fordi statsministeren har det.
En satirisk krølle
Og så kom der en ekstra lille krølle på historien, da et satireprogram på DR fløjtede en af aktivisterne ud af DR-Byen, da hun troede, hun skulle interviewes. Hvad skete der så?
Alle dem, der var forargede over fløjteaktionen, jublede over DR.
Alle dem, der støttede fløjteaktionen, blev forargede over DR.
Og de begyndte at bruge modpartens argumenter om ytringsfrihed og uartig opførsel.
Helt i orden af DR
Selvfølgelig var det helt i orden af DR at lave satire på den sag. Satire skal ikke kun gå ud over magthaverne. Dem, der fører sig frem i den offentlige debat, må også tåle at der bliver lavet grin med dem. Det er beviset på, at de bliver taget alvorligt.
Jesper Klein sagde engang:
"Det er synd for grønlænderne. Dem må vi ikke lave grin med. Det synes jeg, er diskriminerende."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar