Sachs klipper DONG

Jeg er en af dem, der tit brokker mig over, at den politiske debat i alt for høj grad handler om spillet og alt for lidt om indholdet.
Derfor er jeg meget glad for debatten om salget af aktieposten i DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Det er ikke partifnidder eller fjollede samråd om en ministers manglende kendskab til et manglende telefonnotat. Det er derimod en rigtig fin debat.

Forkasteligt
Og det særdeles glædeligt, at debatten er nået bredt ud i befolkningen. En Facebookgruppe, som protesterer imod salget, har samlet over 65.000 underskrifter.
Jeg skriver også under. Jeg synes, det er en rigtig dårlig idé at sælge til så blakket et selskab. Og jeg er dybt forarget over, at Goldman Sachs placerer investeringen i skattely. Det kunne staten have undgået ved at være vågen under forhandlingerne.
Jeg synes også, det er forkasteligt, at ledende medarbejdere i DONG kan få op imod en halv mia. kr. i bonus som følge af salget. 5 mio. kr. ville også være forkert.

DONG mangler kapital
Om prisen er høj eller lav, om betingelserne er rimelige eller urimelige - det tror jeg, man skal være finans- og energiekspert for at vurdere. Den noget fåmælte Bjarne Corydon har forklaret, at hele formålet med forhandlingen var at skaffe frisk kapital til DONG. Selskabet har lidt store tab på naturgas på grund af et ændret verdensmarked, og det stod ved en skillevej: Enten skulle aktiviteterne skæres ned med flere fyringer til følge eller også skulle man skaffe frisk kapital for at gennemføre DONGs grønne strategi.
Et stort flertal i Folketinget går ind for den offensive strategi, som jeg er helt enig i. Da Finansministeriet hentede tilbud ind, kom Goldman Sachs tilsyneladende med det bedste. Det tror jeg på. Det er svært at forestille sig, at finansministeren skulle gå efter den næstbedste løsning for DONG og for staten.

Aftalen må anulleres
Men aftalen med Goldman Sachs er ikke god nok. Den må anulleres eller ændres. Staten må lave en aftale med mere traditionelle investorer om at skyde penge i DONG i overgangsperioden frem til 2018, hvor selskabet skal noteres på børsen. Eller staten må selv punge ud med de 8 mia. kr., som vi taler om. Pengene er jo ikke spildt. DONGs grønne strategi er en vindersag - ellers ville Goldman Sachs heller ikke være med.

Berøringsangste betonsocialister
Hyler jeg ikke bare med et kor af berøringsangste betonsocialister, der ser spøgelser, hver gang de hører ordet kapitalfond?
Måske. Men jeg minder lige om, at den fond, der købte TDC-aktierne af den danske stat, året efter udbetalte 43 milliarder kroner i udbytte fra TDC - et langt større beløb, end fonden havde givet for aktierne.
Goldman Sachs vil ikke fremme grøn energi eller sikre danske arbejdspladser. Banken vil tjene penge.
Punktum.

 

Ding DONG - der er løn

I Tankegang ringer vi med klokken, når vi får en ordre. Så er der arbejde til os.
I DONG kommer indtægterne lettere, og derfor er der også flere penge til at aflønne folk med.
Det fremgår af de seneste dages medieunderholdning om det statslige energiselskab, at chefen har været flink til at ringe med lønklokken for at sikre sig de rigtige folk i de strategisk vigtige topstillinger.
Således kunne bestyrelsesformand Fritz Schur på et pressemøde i dag oplyse, at en af direktørerne har en fratrædelsesordning, som giver ham 20 mio. kr. i hånden, hvis han siger op eller bliver fyret.
Eldrup selv må nøjes med 17 mio. kr. for fyresedlen - hvis ellers DONG mener sig forpligtet til at leve op til kontraktens ord om fratrædelsesgodtgørelse. Bestyrelsen overvejer, om den fyrede topchef skal have en mindre godtgørelse, eller måske slet ingen. Begrundelsen for at fratage ham penge skulle i givet fald være, at han med de guldrandede direktørkontrakter har overskredet sine beføjelser.
Det er juristeri, og det ender nok med, at Eldrup får de fleste af pengene. Det er kun rimeligt, når det står i hans kontrakt. Der er ingen grund til at lave meterlange ansættelsespapirer, hvis de ikke gælder alligevel.
Næ, det urimelige og helt amoralske er, at der tilsyneladende altid står i topdirektørers kontrakter, at de skal have en masse penge, hvis de ikke duer til jobbet og bestyrelsen må fyre dem. Eller hvis de selv siger op. Jeg kan stadig undre mig over, at DRs tidligere generaldirektør skulle have en kæmpe pengesæk med, da han sagde op, fordi han havde gjort sig selv totalt til grin.
Hvorfor skal topchefer have kæmpe godtgørelser, når de stopper? Det er spild af firmaets penge. Man skal have løn for at arbejde og måske lidt bonus for at opnå gode resultater. Men det er da helt pip at forgylde folk, når de forlader foretagendet. De penge får man jo ikke noget for.
Vi taler jo ikke om folk, der må på bistandskontoret. Anders Eldrup har fået en årsløn på 5-6 mio. kr., så han lider ingen nød de første par dage. En almindelig opsigelsesperiode på 3-6 måneder, alt efter anciennitet, er vel meget rimeligt. Så kan begge parter komme videre.