Drik flodvand behandlet med kaustisk soda

 

Gallonvis af kaustisk soda 

skal der til for at gøre flodvandet drikkeligt

Anlægget i San Diego 

er præmieret som et af USAs bedste.

Der er en dejlig løbetur rundt om søen,

som i virkeligeheden er et vandlager.

Kan du forestille dig et sted, hvor en halv mio. mennesker hver dag drikker flodvand, som har været opbevaret i en sø, og siden er behandlet på et anlæg med blandt andet kaustisk soda?

Jeg har lige været der, og du ser dokumentationen på de tre billeder her. Vi er ikke i Bangladesh eller en fjern kinesisk provins uden for Verdenspressens søgelys.
Det foregår i en af de rigeste og mest veludviklede stater i Verden - iPhonens, Facebooks og Googles hjemmebane - Californien.

Vand fra Colorado River
Anlægget her er prisebelønnet som et af de bedste i USA. Det ligger i San Diego, og jeg har løbet rundt om den dejlige sø 8 gange - en virkelig skøn tur.
Men da jeg på et museum så, at 50 % af vandforsyningen i San Diego kommer fra Colorado River, blev jeg lidt nysgerrig efter at se, hvad der foregik bag trådhegnet ved det store anlæg, der hvor alle løberne, cyklisterne, joggerne og vandrerne parkerede.
Der holder Miramar Water Treatment Plant til, og på hjemmesiden kan jeg læse mig til, at anlægget hiver over 500 millioner liter vand op af søen hver dag, behandler det og sender det ud til 500.000 beboere i området. Vi nød godt af det på hotellet, da vi var på ferie.

24.000 gallon kaustisk soda
Hvordan vandet bliver behandlet, kan jeg ikke helt greje på hjemmesiden. Men jeg kan se mit eget øverste billede. Der står en beholder, som indeholder 24.000 gallons kaustisk soda. Dem er der mindst 3 af - måske 6 eller 12. Og det stiller de vel ikke op for at have et sted at opbevare kaustisk soda.
Vi drak ikke af vandet, hverken før eller efter, at jeg havde taget billederne. Det smagte af klor, og Solle havde ondt i maven de første par dage. Det gik over, da hun begyndte at sige nej tak til isteringer i sodavand.

Det regner aldrig
De gode vandfolk i det sydlige Californien er hverken onde eller dumme. Deres vilkår er, at det næsten aldrig regner. Så der er næsten intet grundvand, og der kommer meget lidt fra bjergene. Det har været helt galt det seneste år i det meste af Californien, så i øjeblikket raser en vandkrig mellem det lidt fugtige nord og det knastørre syd, som San Diego hører til.

Hjem igen til Vandværksskoven
Jeg slutter historien her hos os. I dag løb jeg en tur ned i Vandværksskoven, og jeg stoppede op for at tage et billede af den sø, der indtil for 50 år siden forsynede hele sydbyen i Frederikshavn med drikkevand. Det stoppede, da det halve Bangsbostrand fik langvarig diarré.
Nu om dage tager vi det som en selvfølge i Danmark, at vi har rent grundvand, som vi kan tappe fra vandhanen uden nogen form for kemisk behandling. Vi tillader os endda nogen gange at brokke os over, at det er for dyrt.
Selv om det er både langt billigere og langt bedre end det, de rige californiere må nøjes med.

Vandværkssøen forsynede i mange år 

den sydlige del af Frederikshavn med elendigt drikkevand.

Ventilationsmysteriet

Når man holder ferie i varme lande, er det skønt at have aircondition på værelset.

Da vi for 15 år siden var på Seychellerne med min far, trak det inde fra værelset, når vi sad ude på terrassen. Det var ventilationssystemet, som sikrede en behagelig temperatur indendøre, mens det konstant var over 25 grader uden for.

Men det kræver, at man kan betjene anlægget, og her kniber det noget for os.

For 10 år siden var vi i Barcelona, og vi døjede hele ferien med en frygtelig varme på hotellet. Det gik ikke at åbne vinduet, for der var trafiklarm døgnet rundt.

Et par timers aircondition

Den sidste aften, før vi skulle meget tidligt op og nå et fly hjem, fik jeg øje på et appartur på væggen, og spurgte den teknisk kyndige fru Glamann, hvad det mon var til.

Det viste sig at være airconditionen. Så vi fik skruet ned, og sov de få timer i en behageligt kølig temperatur.

Siden har vi som det første ledt efter styringen til airconditionen, hver gang, vi er kommet ind på et hotelværelse.

Flere funktioner

Således også her i San Diego, hvor Solle hurtigt fandt mekanikken og skruede temperaturen ned på laveste niveau. Der var godt nok stadig lidt varmt om natten - og igen den næste nat. Men det var trods alt rart at vide, at vi havde gjort, hvad vi kunne. Så det føltes ikke så varmt.

Men det var det. For efter et par dage, fandt Solle ud af noget rigtig smart. Man kunne ikke blot indstille temperaturen - man kunne også tænde og slukke for anlægget. Hun valgte så at tænde for det, og som du kan se på billedet, er der en meget velfungerende blæser.

Nu er der helt sikkert blevet mere køligt. Ja, vi har sågar frosset lidt i nogle timer en nat. Men det tager vi gerne med. Bare ventilationen kører.

Hurra for internettet

Hvordan mon vi kommunikerer med Viktor,
hvis han tager til Langbortistan om 20 år?

Da jeg var i kibbutz i efteråret 1981, skrev jeg breve hjem til familie og venner ca 1 gang om ugen. Jeg håber, de var glade for at høre om mit liv i Kibbutz Hagoshrim, tæt på Golanhøjderne i den nordligste del af Israel. Jeg husker, at jeg selv blev meget glad, når jeg fik breve hjemmefra.

Nu er Lærke langt væk, i San Diego i den sydlige del af Californien, 18 timers flyvetur herfra. Måske skulle jeg skrive et brev. Det kunne i grunden være hyggeligt.

En digital revolution

Heldigvis er der kommet en digital revolution ind over, siden de glade dage i 1981. Vi har fået internet og med det en masse muligheder for at være i nærkontakt med vores kære, venner og kolleger i fjerne egne.

Lærke og jeg har talt sammen på Viber og sendt lidt beskeder. Det koster ingenting, når vi begge to er på et trådløst net.

Vi har talt sammen på Skype, og Lærke vendte iPadden rundt og gav os en rundtur i hele lejligheden på universitetsområdet. I tv-avisen hørte vi om uvejr og ned til 30 graders frost i New York. Samme dag spillede Lærke volleyball på stranden. It never rains in southern California!

Vi kan følge hinanden på Facebook. Et lille synes godt om gør det næsten ud for et brev.

Jeg gik tur i kvarteret

Jeg har gået rundt i kvarteret, hvor hun bor. Jeg slog det op på Google Maps og kiggede rundt i kvarteret. Jeg har læst om universitets baskethold, som spiller i Arenaen lige over for lejligheden, og jeg kan få nyheder fra universitetet på Facebook og Twitter.

Jeg kan også få links og tips fra venner, der har erfaringer fra Californien.

Tidsrøver, men

Jeg er helt opmærksom på, at internettet og alle mine hurtige apparater er en tidsrøver. Og jeg vil gerne bruge mere tid i virkeligheden og mindre på nettet.

Men når Lærke er ovre på den modsatte side af jordkloden er internettet og dets services et ubetinget gode.