fredag den 17. august 2012

Flere penge til traktor-tv

Så er der nordjysk døgn-tv: Traktortræk fra Ikast

Jeg har flere gange kritiseret den tidligere regering for at have bevilget 800 mio. licenskroner til en overflødig - men udmærket - radiokanal.
Nu ser det ud til, at den nye regering og formentlig næsten alle andre partier i Folketinget laver samme nummer på tv-området: Ekstra penge til en helt overflødig kanal. Det er de regionale 24-timers kanaler, som ifølge Lasse Jensen fra radioprogrammet Mennesker og Medier kan se frem til sine egne licenspenge.

Nordjysk tv fra traktortræk i Ikast
Jeg har set 10 sekunder af TV Nords døgnfjernsyn. Det har jeg, fordi jeg ville tage et billede til dette indlæg. Der kom jeg så ind i en reportage fra noget traktortræk - så vidt jeg kunne se fra Ikast-området, langt væk fra Nordjylland.
Det undrer mig slet ikke, at der kører vestjysk traktortræk på TV Nord. For hvad hulen skal man finde på at sende 24 timer i døgnet 7 dage om ugen fra Nordjylland? Det giver ingen mening. Det er det rene pippelip.

Pinlige seertal
Seertallene er da også lige så pinlige som dele af indholdet. Mange af døgnstationerne har nogle få tusinde seere, og de er nede på en andel af seerne på 0,3 pct.
Så de skal have flere penge. Så kan de måske få råd til at sende et kamerahold ud til traktortræk i Hobro i stedet for Ikast. Og det kan måske få seertallet op på 0,4 pct.

Uafhængig journalistik
Det offentlige skal spare og private virksomheder gør det samme. Aviserne, som udgør rygraden i den frie danske nyhedsformidling, går en usikker fremtid i møde. Derfor er der al mulig grund til at bruge hver en ledig 25-øre på medieområdet til at sikre den uafhængige journalistik, som vores demokrati er så afhængig af.
Og ikke til at forfølge enkeltpolitikeres fikse idéer om nye radio- og tv-kanaler, som ingen har brug for.


Ingen kommentarer: