mandag den 4. juni 2012

Sig efter mig: Jeg begik en fejl

Her får du kommunikationsrådgivning, som normalt koster flere tusinde kr. i timen, hvis rådgiveren er tilstrækkeligt kendt.
Hvis din organisation eller virksomhed er i krise på grund af en aktuel sag, skal du skynde dig at indrømme, at du har begået en fejl. Det var det råd. Send venligst et par tusinde kr.
Aaahr, hva? Kan det være så meget værd, sådan et banalt råd?

Helle og Villy benægter alt
Se på Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal. De benægter hårdnakket at have begået løftebrud. De lader simpelthen som om, de ikke hører ordet, og så fortæller de, hvor fortræffelige deres nye planer er.
Sprogligt set har de vel heller ikke begået løftebrud. De lovede ikke at gennemføre en masse ting før valget - men at arbejde for det.
Men sådan som en hel befolkning oplever det, så talte S og SF for én politik før valget og gennemfører en anden nu. Det kan der være mange gode forklaringer på, men det mest irriterende er, at de to ledere ikke vil indrømme det. Det, som alle kan se. Det, som alle taler om, og det som alle spørger om. Det vil de ikke se i øjnene.

Svært for toppolitikere
Det er utroværdigt. Men det er åbenbart svært, når man er kravlet helt til tops på den politiske rangstige at indrømme en fejl. Eller en forkert bedømmelse. Eller bare at få sig til at anerkende kritik.
Lars Løkke begik jo ikke fejl, da han bevilgede overbetaling til privatsygehusene eller røg smøger på Sundhedsministeriets regning. Thor Pedersen sagde jo heller ikke noget forkert, da han kort før finanskrisen sagde: Hvis det her fortsætter, kan vi købe hele Verden. Og Anders Fogh gjorde ikke noget som helst forkert, da han førte Danmark i krig i Irak. Og Søren Gade ogsåvidereogsåvidere.
Så kom ikke her.

Indlysende sandhed
Men selv om det er en konvention på Christiansborg, at toppolitikere aldrig laver fejl, så er det jo ikke rigtigt. Alle laver fejl. Alle lover noget, som det siden viser sig, at de ikke kan holde. Det er jo det spændende ved at være menneske - at vi ikke, hvad fremtiden bringer. Det, som i dag er en indlysende sandhed, var ikke til at forudse for et år siden. Derfor er der kun ét alternativ til at lave fejl, og det er ikke at lave noget som helst.
Dem, der forsøger at fremstå som ufejlbarlige, virker utroværdige. Jo længere tid, det står på, jo værre er skaden.

Erkend, nu
Derfor er der ingen vej uden om for Helle og Villy. Erkend over for vælgerne, at I ikke har gjort det, I stillede os i udsigt. Erkend, at I har taget fejl og er blevet klogere. Påtag jer ansvaret for befolkningens manglende tillid. Så vil vi gerne lytte til alle jeres forklaringer.
Skal vi sige 3500 kr? De går ubeskåret til Betalingsringen.


Ingen kommentarer: