1 kamp skulle der til

Det er ikke usandsynligt, at Danmark taber alle tre kampe ved EM, og det vil slet ikke være en skuffelse. Sådan var min og mange andres forventninger til EM i fodbold. På bare 90 minutter i lørdags blev det totalt forandret. Sammen med et par mio. andre danskere er jeg nu helt ramt af fodboldfeber. Jeg kan allerede nu se Danmark i kvartfinalen, hvor vi kan være heldige at møde Tjekkiet eller Polen. Så er vi måske i semifinalen, og der fra kan alting ske. Fantastisk. Men hvad er der lige sket? Danmark var dødheldige mod hollænderne. De spillede os ud af banen i store dele af kampen, og vi havde højst et par angreb, der lugtede af lidt. Men de organge skød over og forbi mål, mens Krohn-Dehli ekspederede bolden mellem benene på den stakkels målmand. Så var Danmark ramt af fodboldfeber. Her tre dage efter er vi stadig i paradis, og vi synes stadig, at VORES landshold er uovervindeligt. Først onsdag aften kommer vi igen i tanke om, at meget få af vores spillere ville kunne blive udtaget til Portugals landshold, hvis de var portugisere. Det er en samling stjerner, vi møder i den kamp, og det danske landshold har tabt til Portugal 7 gange ud af 12 og kun vundet 3 gange. Den ene gang var den afgørende kamp i VM-kvalifikationen i 2009, hvor vi tudeheldige med at vinde 2-3 i Lissabon. Der brugte vi 20 års heldkvote mod Ronaldo & co. Det forhindrer ikke mig og mange andre danske tosser i at tro på endnu en sejr eller i det mindste uafgjort til Danmark. Men jeg håber, at danskernes urealistiske forestillinger om landsholdets muligheder ikke har forplantet sig til holdet. Hvis de inderst inde tror, de har vundet kampen, så går det helt galt. De skal se Portugal som en lige så svær modstander som Holland. De skal gøre alt for at stække de lynfarlige angribere, og de skal være utroligt skarpe, hver gang den mindste chance byder sig. Hvis de kan det, hvis de igen rammer en god dag, og hvis Portugals stjerner undervejs mister modet - så har vi en chance for at skabe en ny sensation. Held - vil mange sikkert råbe bagefter. Og det vil de også have ret i. Det minder mig om en gammel historie om golfstjernen Jack Nicklaus. Han havde vundet en stor turnering efter på mirakuløs vis at have slået bolden i hul på 75 meters afstand på allersidste hul. En ældre dame kom hen og ønskede ham til lykke, og spurgte om han ikke ville indrømme, at han havde været heldig. - Jo, svarede Nicklaus. Men ved du hvad, jeg har fundet ud af? Jo mere, jeg øver mig, jo mere heldig er jeg.