mandag den 7. maj 2012

Trøjborg - den stilfærdige fornyer

Weekendens chok var Jan Trøjborgs pludselige død under et cykelløb søndag eftermiddag. Der er allerede skrevet mange mindeord, så det begiver jeg mig ikke ud i. Jeg kendte ham jo ikke. Men jeg benytter gerne den triste anledning til at fremhæve Jan Trøjborgs indsats for KL, Kommunernes Landsforening. Her nåede han at være formand i to år og fik sat en stilfærdig og vigtig revolution i gang.


Send flere penge
I mange år var KL kendt for to ting: Konsensus og mottoet "send flere penge". Det første er ikke ændret under Trøjborg. KL er fortsat kommunernes fælles, klare røst. Formand og næstformand kører et flot makkerskab og udstiller aldrig nogen form for uenighed. De kommer fra Socialdemokraterne og Venstre, som har massivt flertal i kommunerne.

Men KLs evige sang om flere penge er nedtonet i Trøjborgs tid. Den store interesseorganisation ser det tilsyneladende ikke længere som et mål i sig selv, at kommunerne skal have så mange opgaver og ressourcer som muligt. Den nye rolle for KL er at være en nøglespiller i udviklingen af velfærdssamfundet. Her så Trøjborg ikke kommunerne som en modspiller til staten, private og andre organisationer - men som en samtalepartner.


Samarbejde om velfærd
På det seneste kommunalpolitiske topmøde inviterede Trøjborg til samarbejde om at udvikle velfærdssamfundet ii den nye tid, hvor der er færre ressourcer og flere opgaver. Hans mål var forene alle gode kræfter og finde holdbare løsninger - præcis som de gør i KL, og som Trøjborg også har gjort i den meget veldrevne Horsens Kommune.


Konflikt som mål
Vi hører ofte, at demokratiet næres ved den sunde uenighed mellem de politiske partier, og at konflikter er det egentlige formål med politik. Det har jeg altid haft svært ved at begribe, og Jan Trøjborg var et af de bedste beviser på, at en løsningsorienteret tilgang til politiske problemer fører i mål. Jeg håber, KL fortsætter den linje, som Trøjborg udstak.

Ingen kommentarer: