Dumt spørgsmål: Har du tid?

Hvor mange gange i løbet af en arbejdsdag hører du ikke det høflige spørgsmål "Har du tid?"
Det er høfligt, men det er også en af de mange tomme fraser, vi bruger uden at tænke nærmere over det.
For selvfølgelig har vi tid. Vi har jo ikke andet. Livet er tid.
Har du tid til at læse denne artikel? Har du tid til at gå på Facebook? Har du tid til at sidde ude og nyde solen? Har du tid til at lave mad til familien? Har du tid til at hygge dig med dine venner? Det spørger vi ikke om, for det er jo formålet med alle vores vigtige gøremål at få tid til at have det godt.
Men hvad er så formålet med vores arbejde? Uha, der er sikkert mange. Men et af dem af de allervigtigste er for mig at skabe noget godt sammen med andre.
Den bedste tid på jobbet er, når vi gør noget sammen. Udvikler en idé, diskuterer et problem, løser et dilemma eller aftaler en opgaves forløb. Det er skønt at blive enige, og det giver tryghed for alle, at vi har talt en opgave igennem. Derfor bliver jeg altid glad, når en kollega kommer hen for at spørge om noget eller vende et lille problem med mig. Eller for den sags skyld for at rykke for noget, jeg ikke har fået lavet.
Som regel lyder indgangsbemærkningen: "Har du tid et øjeblik?" Den antyder, at min kollega kommer og tager noget af min tid og at den tid, jeg bruger på at sidde alene og arbejde er mere vigtig end den tid, vi bruger sammen. Og det er lige omvendt.
Vi bliver ikke forstyrret af kolleger. Hvis det var sådan, kunne vi alle sammen have hvert vores firma og sidde derhjemme og være effektive.
Jeg bruger også selv det dumme, høflige spørgsmål. Og det er måske sket 1 eller 2 gange, at jeg er blevet afvist. Kollegaen havde ikke tid. Så kan det fraværende svar lyde: "Nej, det har jeg faktisk ikke. Var det vigtigt?" Eller: Njjaaaeeej. Er det noget, vi kan klare i en fart?"
Så slår spørgsmålet tilbage som en boomerang, og jeg bliver lidt såret. Jeg kommer og spørger pænt om noget, og så vil vedkommende ikke engang høre, hvad det handler om. Hvor frækt!
Så er det netop, spørgsmålet er blevet en frase. Hvis man kun kan tåle at få 1 svar, skal man ikke spørge.
Men så kommer det svære. Hvordan henvender jeg mig så til kollegaen? For det lille spørgsmål har jo den funktion, at det lige skaber kontakten - fortæller, at jeg har noget, jeg gerne vil snakke med dig om.
Jeg kunne også sige "Må jeg lige spørge om noget?", men det er jo det samme. Selvfølgelig må jeg det, og jeg bliver forundret eller stødt, hvis du svarer nej.
Jeg tror, at jeg selv skaber kontakten ved at gå hen til kollegaen, sige hendes navn og så stille mit spørgsmål, når hun har svaret ja. Hvis det lille ja er meget fortravlet eller forbeholdent, så bliver det et hurtigt spørgsmål - eller måske er jeg så snarrådig, at jeg bakker ud og vender tilbage senere.
Tak for din tid.